Banan

‣ Forfatter: Mette Vedsø

‣ Forlag: Gyldendal

‣ Udgivelsesår: 2023

‣ Pris: 199,95 kr.

‣ Målgruppe:10-13 år

‣ Sidetal: 128 sider

‣ ISBN: 9788702394474

”Jeg skulle selvfølgelig have sagt det hele allerede den dag, det startede. Hvor svært kan det være at sige: Øh, mor… du ved Malena fra klassen, altså hende, der startede, da vi gik i fjerde, ikke?

Så ville mor have kigget op fra sin telefon og sagt: Ja, hvad er der med hende?”

Og ja, så kunne Billie (det hedder hun, fordi hendes mor dansede med Billies brasilianske far til en nummer med Billie Holiday), ja, så kunne Billie have sagt, at Funny og Hugo (og Billie) mobbede Malena og kaldte hendes ”Banan”, fordi hun gik som en banan.

Nu er det på en måde for sent. Og mor vil blive bekymret, og Billie er selv bekymret nok i forvejen for, om der skal ske noget med mor, der har mange nattevagter på Rigshospitalet.

 

Billie bruger megen af sin tænketid til at skrive ordpuslespil i en slags scrable-kryds-ord. Her sætter hun ord sammen, så Billie også rummer ”Tranevej” og ”Tolv år” og hun laver tegninger med ord. Alt imens hun tænker over sine mange bekymringer:

”Det starter med et stykke papir. Jeg tager låget af min sorte tusch og ser på den hvide firkant foran mig på bordet. Billie, skriver jeg. Det er mit navn og mit første ord på papiret, men i setedet for at skrive videre fletter jeg ’tolv år’ ind nedad. Det er lidt som at bygge en væg i mursten.”

Der er mange af disse scrable-ord-sammensætninger undervejs i bogen. Det er en fremragende fortælling, man kan følge her. Det er alle Billies tanker, der her får et meget konkret udtryk. Det giver et portræt af en venlig, men alt for bekymret pige, der ikke handler helt som hun selv gerne ville. Hun ved, at hun er en ”medløber”, men hun magter ikke at sige fra.

Bogen henvender sig således med en klar morale til alle medløbere og alle stille og almindelige piger og drenge: Alle skal tage ansvar, hvis mobningen ikke skal finde sted. Nok er det Funny og Hugo, der er hovedaktører, men så længe ingen siger fra, så vil der være mobning.

Sådan er det en kompleks bog. Den har den bekymrede Billies gode moster i ”helterollen”. Det er hende, der tager Billie med ind på Rigshospitalet, så hun kan se, at moderen ikke er i ”livsfare”, når hun er på arbejde. Og det er mosteren, der taler med Billie om skolevenner og mobning.

Der er ingen nemme løsninger. Det er også en del af Mette Vedsøs fortælling:

”Man kan ikke bruge tre måneder på at sige banan på alle verdens dummeste måder og så tro, at man bare kan sige hils, at noget så forfærdeligt bare kan fikses ved at putte et usynligt brev ind i et træ. Hvor dum har man egentlig lov til at være?”’

 

Lyt til en lille video med andre bøger af Mette Vedsø

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.