Regnvand strømmer som småfloder ned ad min frakke og mine støvler og drypper ned på gulvet. Halstørklædet om hovedet er gennemblødt, og jeg ryster af kulde.
Jeg bemærker en bevægelse, idet jeg sætter mig. En pige på forreste række vender hovedet væk. Hun har langt hår, som er halvt sat op og halvt uglet af regn og blæst, men det er ikke det, der får mig til stirre. Det er farven. En dyb, flammende rød.
Dybt flammende rødt hår – ligesom mit.
Piper og Quinn er tvillinger, men de ved det ikke. De er opvokset på hver sin adresse uden at kende til hinandens eksistens. Quinn har boet hos sin mormor i et hus langt, langt ude på Dartmoor-heden mellem mose og hede og uden elektricitet og internet. Piper er opvokset med faderen og moderen i en by, hvor hun har sin kæreste Zak, sin skolegang og et tjekket hus med eget værelse og mange faciliteter.
Nu mødes de, da moderen Isobel skal begraves.
Herefter er hele handlingen fortalt skiftevis fra Quinns og Pipers side, så man får to versioner af historien, der er en kamp mellem det onde og det gode.
Er tvillingerne onde eller gode, eller er de halvt af hver? Er der en forbandelse over deres liv? Taler mormoderen sandt? Kan Zak kende forskel på, om han kysser den ene eller den anden tvilling? Hvorfor forlod moderen Quinn? Hvem har sluppet hundene ud? Hvem jager i mørket?
Der er mange spørgsmål, der skal besvares, når man har læst sig ind i de første sider af ”Bedragets bog”. Titlen antyder, at man ikke skal tro på alt, der fortælles, og derfor er det fint, at handlingen fortælles såvel fra Quinn som fra Pipers side.
Alligevel er der noget, der mangler. Det bliver aldrig rigtigt vedkommende. Det er et bedrag, der aldrig bliver læserens bedrag. Tvillingerne kommer aldrig tæt på læseren.
De to piger ligner hinanden meget, og havde der ikke været en klar tilkendegivelse af hvem, der nu havde ordet og fortællerstemmen i de korte kapitler, så ville man som læser have svært ved at kende forskel på personerne. Nok er de tvillinger, men hele dramaet er bygget over deres forskellighed, og derfor bør man også kunne læse en forskel ud af fortællerstemmen.
Bogen giver ikke svarene på alle spørgsmålene, men den forsøger at give et svar på, hvorvidt løgnen og sandheden er to vidt forskellige tilgange til verden.
Han ved ikke, at jeg aldrig lyver. Bortset fra over for mig selv, og det er jeg færdig med.
Sådan tænker Quinn, men hun er ikke færdig med at lyve. Piper lyver, men forsøger at fremstå som ærligheden selv. Her er bedraget – det bliver bare aldrig troværdigt.
“Bedragets bog” er på 400 sider. Det er en lang bog.
