Børnenes store bog om jul

‣ Forfatter: Héléne WagnSarah Wagn Møller

‣ Illustrator: Franck Wagnersen

‣ Forlag: Gyldendal

‣ Udgivelsesår: 2023

‣ Pris: 249, 95

‣ Målgruppe:5 - 12

‣ Sidetal: 80

‣ ISBN: 139788702398106

”Hvem har egentlig opfundet julen, sådan som den fejres i dag? Det spørgsmål er der rigtig mange svar på. For julen er – som et indviklet puslespil – sat sammen af mange forskellige religioner og traditioner.”

Sådan indledes denne store fagbog. Og så kommer puslespillet, der viser, at julen stammer tilbage fra FØR Jesus blev født. Da fejrede romerne Sol Invictus, de drak og lå til bords og gav hinanden gaver. Så kom kristendommen, hvor fejringen af Jesu fødsel blev passet ind i de romerske ramme. Vikingerne havde deres blot og midvinter, og lidt efter lidt kom mange traditioner, som vi nu tænker ”har været her altid” ind i julemåneden. Luciafesten, adventskransen, juletræet, julemanden og gaverne er alt sammen brikker i det store puslespil.

Bogen her er en opslagsbog. Der er mange opslag, der kan være interessante: Varme drikke, julebrev, julesmåkager, julehjælp, naturens pynt, mistelten, julens gæt og grimasser, risengrød, julehjerter og julequiz. Også ”Den lille pige med svovlstikkerne” og ”Grantræet” af H. C. Andersen er med.

Tager man opslaget med ”julehjerter”, så er der små faktabokse, der fortæller om H. C. Andersens første julehjerte. Han flettede det første hjerte i grønt og gult. Det gav han til en vens datter, Mathilde. Det kan fortsat ses på H. C. Andersens museum i Odense. Der er også opskriften på, hvordan man fletter et julehjerte. Der er tips. Der er talemåder, der er fine illustrationer, der gør det overskueligt at give sig i kast med den svære julehjerteflette-disciplin.

Et andet eksempel kunne være ”Risengrød”, hvor tre risengrødssmaskende, nisseagtige figurer sidder rundt om en stor skål risengrød. Der er opskrift på grød, der er lidt om kanel, der er et billede af en høkasse (hvor risengrøden kan koge færdig, men man kan nu også bruge en dyne!). og det er alt sammen overskueligt og i børnehøjde.

Næsten alle opslag har en eller anden aktivitet tilknyttet. Måske skal man bage, måske skal man klippe snefnug, måske er der en quiz: Den første skrabejulekalender kom i 1994. Den første Tv-julekalender kom i 1962. Kalenderlyset kom først i 1940-45, og så var det først i 1950’erne, man fandt på pakkekalenderen.

Og husk: Alt var ikke bedre i gamle dage. I Sønderjylland satte man eksempelvis en træsko i vindueskarmen. Hvis børnene havde været artige, så der en gave i skoen om morgenen. Hvis de havde været uartige, så lå der et stykke kul.

Det er en bog, der er helt fantastisk anvendelig i et hjem, hvor man sammen kan læse, lege og lave et kalendertræ, et kalenderlys eller alt muligt andet jule-målrettet. Den kan også fungere som en ”kalenderbog” i indskolingen. Man kan vælge et opslag til hver dag. Alle bliver klogere (til tider også læreren), og bogen giver en kulturel og historisk baggrund for mange juletraditioner.

Links: www.juleri.dk

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.