Når jeg vågner om morgenen, er mine
tanker kun på dig
Krydser mine fingre for’, du også tænker på mig
Du fylder hele mit univers, ja ja
Tag min hånd, kom nu la’ os, åh åh
Løbe sammen væk herfra, ah ah
Til hemmelige steder, du og jeg, du og jeg
Charlie bor hos sin mor i en lille lejlighed, men hun har også et værelse hos sin far, som skred fra hendes mor til fordel for en lægesekretær. Tidligere ønskede Charlie sig en lillesøster eller en lillebror, men nu har hun en papbror, Magnus, som hun er rigtig glad for.
Charlie er 12 år og drømmer om at blive sanger. Hun og veninden, Andrea, skriver et nummer til et stykke musik, som Magnus har komponeret på sin computer, og de vil sende det ind til MGP.
Det er sidste skoledag, og i næste uge skal Charlie og Andrea på musiklejr, som de begge har glædet sig helt vildt til. Men det betyder også, at Charlie skal undvære synet af skateren Max. Da weekenden rinder ud og Charlie og Andrea skal med bussen til lejren, er der til Charlies store overraskelse en ekstra passager: Max! Musiklejren kommer derfor til at byde på både nye venskaber, men måske også mere end det?
Hvilken teenager drømmer ikke om at blive en stjerne, især i vores x-factor-samfund? Bogen handler om (stjerne)drømme, kærlighed og venskab, men også venindesvigt og det at være en del af en skilsmissefamilie – her dog en rimelig vellykket konstellation, men med både bekymringer, omsorg og håb.
Bogen indeholder ikke mange tomme pladser til at danne inferenser, og den sprudler heller ikke af sproglige billeder. Den er ikke skrevet efter princippet ”show it, don’t tell it”, men måske det viser sig senere i serien, når forfatteren bliver mere øvet, for at blive i musikkens verden.
Charlie på musiklejr er første skud på en serie fra sangerinden Szhirley. Men selv om den handler om musik, vil andre ikke-musikinteresserede unge også kunne relatere til de udfordringer og oplevelser, Charlie står overfor.
Jeg vil anbefale bogen som frilæsningsbog til piger 10+, og de kan med garanti spejle sig selv i Charlie og efter endt læsning spændt vente på næste nummer i serien.