Den forkerte bog

‣ Forfatter: HuskMitNavn

‣ Illustrator: HuskMitNavn

‣ Forlag: Gyldendal

‣ Udgivelsesår: 2016

‣ Pris: 79,95

‣ Målgruppe:2+

‣ Sidetal: 16

‣ ISBN: 9788702192360

Børn forstår ikke ironi – det er alt for abstrakt. Det har vi hørt så tit., men både i arbejdet som pædagog og som mor til fire, har jeg dog ofte haft oplevelsen af, at det er en sandhed med modifikationer.

I denne billedbog udfordrer kunstneren og satirikeren HuskMitNavn i høj grad dette udsagn. Det er anderledes. Det er sjovt. Og det er en lille smule provokerende.

På første opslag ser vi en fin, tydelig og børnevenligt smilende illustration af en banan. Nedenunder står teksten ÆBLE. På næste side er en cirkelrund rød plet – herunder står der BLÅ. Og sådan fortsætter det på alle syv opslag. Aldeles forkert.

Som voksenlæser udfordres man på anvendelsen – kan denne bog overhovedet læses for en toårig? Vil barnet ikke blive fuldstændig forvirret midt i sin spirende sprogtilegnelse? Et endeligt svar er nok ikke muligt at komme med; lige her ligger svaret i at turde forsøge – og blive overrasket.

Min egen toårige forsøgsperson gloede først vantro på mig, da jeg læste FISK, mens han kiggede på billedet af en hest. Så grinede han. Hver gang vi har kigget i bogen efterfølgende, siger han stålsat FISK, når han ser billedet – og sender mig et gavtyveblik. Alle andre steder er en hest stadig en hest.

Barnelæseren udfordres på det abstrakte plan, på humor og ironi. Her møder barnet – på tryg og sikker grund og måske for første gang – præmissen, at man kan sige ét og mene noget andet. Bogen giver mulighed for at udforske denne dimension sammen på en måde, der giver anledning til både latter og udvikling.

Den forkerte bog kræver måske lidt mod, især hvis man er meget vant til tanken om, at små børn ikke tåler ironi – men kan man udvise modet, er der udvikling at hente for både børn og voksne. Tør man ikke, kan man i stedet starte med nogle større børn; bogen vil nok også være et hit i børnehaven og uimodståeligt underholdende læsetræning for begynderlæseren. 

www.huskmitnavn.dk

www.gyldendal.dk

Anmeldelsen er skrevet af Maria Seebach

Maria er uddannet pædagog og arbejder som sådan i en vuggestue i Hørsholm. Maria har specialiseret sig i de 0-6årige og bl.a. beskæftiget sig med pædagogens valg, vurdering og brug af børnelitteratur i daginstitutionen – derigennem har hun fået et særligt fokus på, hvordan forskellige bøger præsenterer børnene for forskellige udtryk, både æstetisk og kulturelt. Maria har især interesse i bøger henvendt til aldersgruppen 0-6 år, dvs. hovedsageligt billedbøger med hovedvægt på billedsiden og mere eller mindre tekst.