Dyr med pels – og uden

‣ Forfatter: Hanne Kvist

‣ Illustrator: Hanne Kvist

‣ Forlag: Gyldendal

‣ Udgivelsesår: 2016

‣ Pris: 249,95

‣ Målgruppe:10+

‣ Sidetal: 240

‣ ISBN: 9788702178739

I Hanne Kvists ”Dyr med pels – og uden” bevæger vi os i en verden, læseren i forvejen kender fra forfatterskabet. Allerede i ”Drengen med sølvhjelmen,” i billedromanen ”Jeg er Frede,” og senest billedbogen ”To af alting,” der var nomineret til den Nordiske børne- og ungdomslitteraturpris,  befinder vi os i en problemfyldt børneverden med skilsmisser og underlige, inkompetente voksne. Et af de faste temaer er, at børn lever i en verden, hvor det er de voksne der bestemmer. Og det selv om de, som Freddys mor i ”Dyr med pels- og uden”, slet ikke kan finde ud af det med sig selv, børnene, kærligheden og parfoldene.

Historien om Freddy fra Herlev har Hanne kvist valgt at fortælle som en hybrid mellem en almindelig børneroman, en grafisk roman og en god gammeldags tegneseriestribe. Dette miks af modaliteter fungerer usædvanligt fint og er med til at gøre læsningen af  ”Dyr med pels – og uden” til en spændende og afvekslende oplevelse. Dertil skal man så lægge, at Hanne Kvist formår at fortælle en dybt alvorlig historie med en humor og en varme der gennemsyrer værket. Her hænges ingen ud af en moraliserende fortællestemme.

For her er det Freddy der har ordet.

Handlingen i ”Dyr med pels – og uden” er voldsomt kompliceret; men kort fortalt så har Freddys mor det med at smide kærester ud (også rent bogstaveligt – hun er gammel langskytte i håndbold) hvorpå hun lynhurtigt finder en ny et helt andet sted i landet. Men nu har Freddy altså slået rødder i Herlev og fået en særdeles handlekraftig ven i Eskild. En ven som både har en dyreklub og som får mindst ni nye ideer om dagen. Med ham ved sin side går Freddy til kamp for at få en hamster, når han nu ikke må få en hund, for mor er testet allergisk over for pels.

Når det hele bliver lidt for broget drager Freddy i eksil hos sin far, der bor alene i en campingvogn ved Kulhuse. Her driver Freddy den af og spiller GTA indtil der er faldet ro på det hele – læs: moren igen. Denne gang ved at hun forsoner sig med kæresten, Torsten, hvilket fejres med en grotesk indkøbstur til Tyskland med børnene anbragt i en gratis trailer fra Ikea. Uden at ville afsløre for meget af plottet viser det sig i traileren, at storesøsteren er kommet til at slå den nyerhvervede hamster ihjel, hvilket får Freddy til at stige ud – og af! Mange begivenheder senere ender vennen Eskild i bagagerummet på en VIP-limousine, en Cadillac, ført af den sympatiske Mikkel, der bringer kunstnere til og fra Roskilde Festivalen fra Copenhagen Airport.

”Dyr med pels – og uden” må være rapperen Kanye West debut som sympatisk, fiktiv figur i en børnebog. Selvfølgelig spiller også han computerspillet, Grand Theft Auto som får en kontaktskabende rolle mellem superstjernen og Freddy.

Hanne Kvist lader hele fortællingen slutte i dur med en stor haveforsoningsfest – ”Livas ateistfest” som er ”Hendes konfirmationsfest, bare uden Gud.”

Afslutningsvis en lille kommentar til titlens dyr, dem uden pels. Her er både boaslanger, og ham Kanye West fra Californien kender til den rasende dyre mexicanske hunderace uden hår: xoloitzcuintle. Så der er håb for Freddy, også på dyrefronten.

Men mor er vist ikke så allergisk over for hunde her ved afslutningen af fortællingen om Freddy.

Den på mange måder sørgelige, lidt triste, fortælling om og fra Freddys skæve verden er fortalt med så megen varme, humor, livskraft og empati, at man som læser sidder tilbage med et stille tilbageholdt grin. For hvor har man dog været godt underholdt undervejs. Freddy er et yderst sympatisk bekendtskab, der på mange måder sender en hilsen fra Herlev til Buster i Vanløse og hans verden; men, som skrevet, også til børnene i Hanne Kvists tidligere bøger.

Bogen anbefales varmt som fritidslæsning og til danskundervisningen på mellemtrinnet. Her er rigeligt med stof at tage fat på på både indholdssiden og på formsiden. Her kan undervises i handlingen, temaerne bogen tager op og ikke mindst i, hvordan den er fortalt. Mikset mellem traditionel roman, billedfortælling og tegneserie er endog meget vellykket og kunne danne grundlag for megen god undervisning om formsiden af værket også. Det har været en fornøjelse at møde Freddy.

http://www.gyldendal.dk/

http://www.forfatterweb.dk/

http://www.joomag.com/magazine/gratis-uddrag

Anmeldelsen er skrevet af Søren Fanø

Søren Fanø (1950-2022) Søren var oprindeligt uddannet lærer, cand.pæd. og Master i børnelitteratur og tidligere lektor i dansk ved VIA UC. Han interesserede sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år og var forfatter til både bøger og artikler om denne. Han var tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Var særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen, og som kræver formidling og havde en særlig svaghed for billedfortællinger i alle afskygninger.