Pigen så til sin mors side. Hun tænkte på alle de triste sko. De var blege og trætte som en bihulebetændelse, de slæbte sig gadung-gadung henover gulvplankerne, og hverken skocreme eller børster hjalp det store.
Hos far stod de fjollede sko. Dem med glimmer og flimmer, dem med hæsblæsende tempo og højhælede venner, som trippede ind og ud af huset. Sålerne dansede og følte sig spritnye og friske fra fabrikken. Her var det tempo, tempo, tempo og pigens korte ben var ved at knække.
Sådan har pigen det i sin skilsmissefamilie. Hun har to skohylder, og de er vidt forskellige, som hendes to liv må være det: Pigen havde det ikke let. Når hun var hos mor, savnede hun skoene hos far, og når hun var hos far, savnede hun skoene hos mor.
Heldigvis står der et træ midt mellem far og mor, og træet knirker så kærligt og kinesisk, at pigen finder ro hos træet. Der vil hun bo. Så hun ønsker sig et par pigsko. Det får hun. Og pigskoene kan slå rødder ved siden af træet, så pigen kan blive sig selv igen og ikke længere være to halvdele.
Sådan er det en fortælling i stil med Hanne Kvists bog om samme skilsmisseproblematik: ”To af alting”. Hos Kvist fandt drengen også sit eget sted sammen med hunden Uffe, mens forældrene måtte komme på besøg. Sådan er det også her hos Vedsø og Jacobsen. Faderen og moderen vil pigen det godt, men de magter ikke at se situationen fra pigens synspunkt. De prøver at give hende det, de tror, hun gerne vil have, men pigen vil noget helt andet: Hun vil være sig selv.
Mette Vedsøs tekst er smuk, den er fyldt med overraskende sammenligninger (fx at være træt som en bihulebetændelse), den har masser af bogstavrim, overraskende opremsninger, og så har den en stor solidaritet med voksne, der prøver at gøre deres bedste. Da pigen skriver “pigsko” på sin ønskeseddel, påpeger de voksne, at der mangler et ”e”, så det kan blive til ”pigesko”. Men pigen ryster på hovedet. Hun ønsker sig pigsko.
Samarbejdet mellem tegner Jacobsen og tekstforfatter Vedsø er fremragende. Illustrationerne bidrager i høj grad til, at man får stor sympati for pigen, mens man også ser, hvordan pigsko i faderens tanker er til klatring og udfordringer, og i moderens version er som sikring i sne og is.
Pigens store øjne bag brillerne fortæller alt om hendes sindsstemning, og Jacobsen giver hende så lange og tynde arme og ben, at de kan smyge sig ned i enhver sko og op i træet, samtidig med at pigen kan stå fast i sine pigsko.
Træer, huse, sko – alle ting får liv og sjæl i illustrationerne. Det giver en poetisk dimension til en hård skilsmissehistorie. Persontegningen minder om Dickmeiss’ storhovedede børn, men Jacobsen har sin helt egen farveholdning og snirklede streg. Hun har glædet sig over at tegne sko. Snabelsko, snøresko og sportsko. De har alle hver sin identitet.
Og moralen er: Pigesko var godt, men indimellem var pigsko bedre. Det lærte faderen og moderen som tiden gik. Og pigen- ja, hun stod, når hun stod og når hun ikke stod, så bestemte hun selv, hvornår det var på tiden at stå igen.
Dette her er bogen, man gerne vil læse højt for alle børn, uanset om de er skilsmissebørn eller kernefamiliebørn eller stjernefamiliebørn eller en anden slags børn. Her står børn nemlig i deres egne sko.
