På forsiden af denne bog ser du en dreng med en flaske rød sodavand til morgenmad, en ene- og- alene- stork, der er mutters, en lille hyggelig by med en stor høstak, en anden dreng på et flyvende rødt tæppe, en tredje dreng, der ligger i mørket for at finde ud af, hvad der er hans største ønske og ikke mindst et stort gult næsehorn lige midt på bogen.
Hvis ikke disse indikationer giver dig en kriblende fornemmelse af noget af det bedste, danske børnelitteratur fra en af de bedste danske forfattere overhovedet, så er du altså bare en bondeost, og så skal du til finde de fedtede læsebriller frem og komme i gang.
Bogen titel er ”Godnat, Ole” og den indeholder otte små uddrag fra Ole Lund Kirkegaards forfatterskab. Forordet er skrevet af forfatterens datter, Nana Kirkegaard, der fortæller, at for Ole Lund Kirkegaard var leg og fantasi så vigtigt, at man mistede noget af sig selv, hvis man ikke turde lege. Hun fortæller om, hvordan hun kan genkende legene fra sin egen barndom i de lege, som børnene i bøgerne leger. Til trods for at det er almindelig kendt, at langt de fleste børn i bøgerne er drenge, der blandt meget graver tøsefælder. Hun citerer dog sin far for at sige, at han egentlig ikke mente, at der er så stor forskel på drenge- og pigebøger.
Hun er også klar over, at det blev fatalt for Ole Lund Kirkegaard, at han med tiden mistede muligheden og tiden til leg og fantasi. Det er til stadighed bemærkelsesværdigt, hvordan et så relativt lille forfatterskab med i alt 13 bøger har markeret sig i dansk børnelitteraturhistorie og dansk kulturhistorie i det hele taget. Bøgerne er filmatiseret og dramatiseret et utal af gange og så sent som i denne sommerferie slog Frilandsmuseet i Sorgenfri dørene op for Frøsnapperbyen, der er et helt nyt område dedikeret til Ole Lund Kirkegaards forfatterskab.
De otte uddrag er fra de mest signifikante bøger af Ole Lund Kirkegaard. Det er en åbenlys mulighed for at introducere de yngste læsere for forfatterskabet, for herefter at læse værkerne i deres helhed. Den mest ukendte historie af de otte er måske ”Anton og Arnold – to frække drenge”, hvorfra det vidunderlige og alt for lidt anvendte udtryk ”bondeost” stammer fra. Det bliver for vidtløftigt at nævn alle titlerne her, så lad mig nævne et par eksempler, hvoraf det ene er oplagt, og det andet måske overrasker.
Fra ”Lille Virgil” skal vi til fødselsdag hos Carl Emil. Dette er formentlig noget af det sjoveste fra Ole Lund Kirkegaard overhovedet, og dermed en usleben diamant i dansk børnelitteratur. Kapitlet indeholder alt, hvad Ole Lund Kirkegaard står for, og alt det, vi elsker ved hans bøger. Her skal ikke gives et resumé. Det ville være at gøre kapitlet uret. Dog kan man lære, at en fødselsdagsgave kan være så hemmelig, at den slet ikke kan ses, og at skrubtudser ikke kan lide røde pølser.
”Lille Virgil” blev Ole Lund Kirkegaards gennembrud i 1967, og fortjener dermed sin hædersplads blandt De Fem Store fra 1967. Bogen introducerede læserne for det legende, fantasifulde sprog, der blev et kendetegn for de efterfølgende bøger i årene, der fulgte. ”Lille Virgil” adskiller sig desuden ved at være episodisk, hvilket kun i øvrigt ses i den langt senere ”Tippe Tophat og andre fortællinger” fra 1982.
Det andet elskelige, men dog samtidig også gribende og ikke specielt morsomme kapitel er uddraget fra ”Gummi-Tarzan”, som jeg altid har haft det meget ambivalent med. ”Gummi- Tarzan” er på mange måder anderledes, og i kapitlet i ”Godnat Ole!” møder vi stakkels Ivan Olsen, hvis rigide, hidsige og ondskabsfulde far er en lige så stor undtagelse i forfatterskabet, som bogen i sig selv. Jeg ville afgjort have forventet, at man havde valgt kapitlet, hvor Ivan Olsen for en dag får alle sine ønsker opfyldt af heksen. Sådan et kæmpeønske, kan man nemlig kun få en enkelt dag. Min modvilje til trods, må jeg indrømme, at Nana Kirkegaard og Gyldendal har truffet det rigtige valg med dette uddrag, fordi det netop repræsenterer ”Gummi- Tarzan” på sørgmodig vis. Slutningen på ”Gummi- Tarzan” er velkendt, og det ville være synd at tale om en lykkelig slutning. Alle Ivan Olsens plageånder, inklusiv hans far, har tilsyneladende glemt, hvad der er sket dagen i forvejen, hvor Ivan kunne alt, og som læser sidder man ligeledes tilbage med en undren over, om Ivans lykkelige dag overhovedet fandt sted, eller blot var en fantasi i en ulykkelig drengs væsen.
Ivan Olsen blev åbenbart født, før man opfandt mistrivsel. Jens Andersen har i sin biografi om Ole Lund Kirkegaard fra 2017 kaldt ”Gummi- Tarzan” for dansk litteraturs stærkeste bidrag til debatten om mobning i skolen. Bogens alvor er rammende, og en tysk forlægger, der ville udgive bogen, bad da også Ole Lund Kirkegaard om at skrive en ny slutning, hvilket forfatteren pure nægtede. Hans svar ifølge hustru, Anne Lise Kirkegaard, var: ”Der er ingen lykkelig her og nu slutning, og der kommer ikke nogen heks og hjælper dig, hvis du ikke kan læse. Det er og bliver et benhårdt slid at lære at læse, og hvis vi hjælper hinanden, lykkes det måske, men ikke her og nu”. ”Gummi- Tarzan” blev udgivet på tysk med sin oprindelige slutning. (Andersen, 2017).
Bag al humor gemmer sig alvor, sagde vistnok W. C. Fields, og det var Ole Lund Kirkegaard så udmærket klar over. Nogle gange sejrer kynismen. Derved afsluttes kapitlet i ”Godnat Ole!” da også med, at Ivan Olsen må affinde sig med sit af faren venligt skænkede øgenavn og indkassere endnu en omgang buksevand af de store drenge. Teksten konstaterer lakonisk: ”Ja, sådan kan det gå”.
Alvoren i ”Gummi- Tarzan” står dog alene i ”Godnat Ole!”. Resten af bogens otte uddrag er Ole Lund Kirkegaard, som de fleste kender ham, og det var ren fryd at genbesøge de otte værker. Jeg må snart genlæse ”Hojda fra Pjort” eller ”Albert”.
Børnehaver og skolebiblioteker kan selvfølgelig roligt købe bogen, og enhver voksen bør gribe enhver lejlighed til højtlæsning. Hvis ikke der allerede findes bøger af Ole Lund Kirkegaard på den hjemlige bogreol, bør samlingen begynde nu med ”Godnat Ole!”. Men husk: Det er kun begyndelsen. Hverken storke eller bøger kan ikke være mutters.
