Hitman 2 er anden bog i serien, hvor lejemord er et hverv, der går i arv. Seriens første bog, Hitman 1, fulgte drengen Andreas gennem et actionmættet og spændende forløb, og to’eren følger samme forløb – bare fra klassekammeraten Siljes synsvinkel i stedet.
De steg ud. Hun gik hen for at låse op med en indkøbspose i hånden. Hun forsvandt ind i huset, mens han gik om til passagersiden og tog to poser fra bagsædet. Fulgte efter hende ind og lod døren glide i bag ham.
Jeg fiskede Lugeren op af tasken. Afsikrede pistolen. Løb over vejen, op ad indkørslen og tog i døren. Den var åben.
I modsætning til Andreas reflekterer Silje meget over det at være i nærheden af kyniske lejemordere og over, hvad der er etisk forsvarligt. Til gengæld er hun dog en del mere kynisk og determineret end Andreas.
De to forskellige sider af historien i Hitman 1 og Hitman 2 gør fortællingen – især i to’eren – interessant. Også selvom man ved, hvad det hele ender med. At der i Hitman 2 ligesom i et’eren er en præmis, der er nem at skyde ned (undskyld), må man som læser bare sluge.
Hitman-serien er lige så spændende, som den er urealistisk. Den egner sig først og fremmest fint som frilæsning for de Fortnite- og CS-begejstrede drenge.