Lukas min Lukas

‣ Forfatter: Nanna Gyldenkærne

‣ Forlag: Forum

‣ Udgivelsesår: 2013

‣ Pris: 149,95

‣ Målgruppe:11-14 år

‣ Sidetal: 98

‣ Sværhedsgrad: Lix 16

Det er en yderst velskrevet, letlæst og indfølt fortælling om pubertetspigen Amalie og alle hendes genvordigheder, Nanna Gyldenkærne (1953) har skrevet med Lukas min Lukas.

Vi følger historien med Amalie som jeg-fortæller. Det betyder, at vi som læser får indblik i Amalies følelsesliv, og det i en fortælling fortalt i et nøgternt og usentimentalt sprog, helt uden brug af moderigtig ungdomsslang. Og dog står der så meget mellem linjerne, som læseren så kan tænke videre over.

Amalies to helt store problemer er morens alkoholisme og hendes forelskelse i den uopnåelige to år ældre Lukas med de smukke øjne, der overhovedet ikke værdiger hende et blik eller svarer på hendes utallige sms´er. Helt overraskende for hende selv bliver hun venner med den nye pige i klassen, Lise. Det viser sig at være både godt og skidt, for under en samtale med Lise og hendes mor kommer hun til at binde dem en historie på ærmet, om at Lukas skulle have voldtaget hende. Lises mor insisterer på, at de går til politiet, der dog snart afslører hendes løgne.

Selv om man ikke kan påstå, at Amalies historie ender med en happy end, så ender den dog med, at der spores et håb for hende. Hun får sagt undskyld til Lukas, Lise forbliver hendes veninde, moderen bevarer sit arbejde og kommer på antabus, og Amalie lover at lytte til socialrådgiverens fremtidsplaner for hende. Tilbage står dog spørgsmålet om, hvor ramt den svigtede Amalie er, for hun har grundigt fået lært, at man ikke engang kan stole på ens allernærmeste.  Tør hun fra nu af have tillid til andre og sig selv?    (SF)

Anmeldelsen er skrevet af Søren Fanø

Søren Fanø (1950-2022) Søren var oprindeligt uddannet lærer, cand.pæd. og Master i børnelitteratur og tidligere lektor i dansk ved VIA UC. Han interesserede sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år og var forfatter til både bøger og artikler om denne. Han var tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Var særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen, og som kræver formidling og havde en særlig svaghed for billedfortællinger i alle afskygninger.