Min historie

Hvis en er dit
Og naboen er dat
nogle noget i dag
andre andet i nat
Så går jeg i ring
om det rene ingenting

Så har Dansklærerforeningens Forlag genoplivet sin serie ”Min historie”, hvor forfattere og illustratorer som Kim Fupz Aakeson med ”Langhårsfrisure”, Cato Thau-Jensen med ”Et hjem med gevær”, Jens Blendstrup med ”Alle dage – kiksekage” og Dorte Karrebæk med ”I tilfælde af krig” har fortalt deres barndomserindringer.

Det er Jesper Wung-Sung (f. 1971), der nu, 10 år senere, har fået lov til at være den, der genantænder serien med sin ”Lynkineser,” hvor han i episoder, og ikke strengt kronologisk, fortæller sine barndoms- og ungdomserindringer frem til, at han sidder som ung forfatterspire i Fruestræde i Svendborg. Og der er absolut ikke tale om en fuser, men om en velskrevet erindringsmosaik i tekst og billeder tilsat en ordentlig omgang rutineret forfatter i form af Papa Wung-Sung.

“Lynkineser” fortælles i 13 kapitler med hver deres illustrative titel, adskilt af 11 prosadigte og illustreret med fotos fra familiealbummet – og desuden godt hjulpet på vej af Rasmus Meislers manipulation af disse fotos, af hans tegninger og af andre illustrationer, der passer som fod i hose til teksten.

Allerede på Rasmus Meislers omslag slås bogens maskuline og internationale tone an. Hvad Meisler ikke har fået med her, er de poetiske og reflekterende sider af Jesper Wung-Sung, som ”Lynkineser” også rummer. Ifølge slangordbogen betegner en lynkineser noget kedeligt fyrværkeri eller skridtet efter knaldperler. Det kan man ikke just kalde Jesper Wung-Sungs erindringer.

Indpakningen kan man kun rose forlaget for. Man har valgt at forlade de bløde omslag og udgive ”Lynkineser” med et godt, gammeldags, fast og holdbart omslag, og man har kælet for bogens layout og Rasmus Meislers herlige, finurlige og forskelligartede billedside.

Oh, at være en ottendedel lynkineser
Familiefortællingen kickstartes med oldefaren San Wung-Sungs ankomst til Danmark i 1902 – han ankommer for at blive udstillet i Tivoli sammen med 33 andre kinesere! – og med kærlighedshistorien mellem ham og Ingeborg, der ofrede sit danske statsborgerskab på kærlighedens alter.

Lynhurtigt når vi frem til Jespers far, Hainan, der som ung og uvorn københavnerknægt blev sendt til søs, rejste jorden rundt og endte som styrmandselev i Marstal på Ærø, hvor han forelskede sig med bulder og brag i husmandsdatteren Elly. De to fik en søn, Jesper, som blev søn af både Marstal, og under faderens tre år lange udstationering, også af Houston i Texas. Det er ikke alle danske drenge forundt at have spillet (eller netop ikke spillet) amerikansk fodbold for Dallas Cowboys. Centralt i erindringerne står både den syvårige og ikke-engelsktalende Jespers traumatiserende tur i en gul skolebus gennem Houstons forstæder og den 10-årige Jespers møde med forfatterskabets centrale metafor, trælåret, og de lokale drenge på Marstal Skole.

At være eller ikke at være? Trælåret var både spørgsmål og svar. Det sagde alt, man som teenagedreng behøvede at sige i løbet af en skoledag. Hår! Hår! Hår!

Mødet med fodbolden, Manchester United og Marstal IF, står ligeledes centralt i bogen, ligesom mødet med Fort Alamo gør det. Alt dette er senere dukket op i forfatterskabets noveller, fortællinger og romaner. Værker, der i høj grad har været præget af det “glokale”; globale problemstillinger knyttet til det lokale i Marstal.

”Lynkineser” er desuden gennemsyret af småracisme, drilleri og refleksioner over at være anderledes:

Langt senere – som voksen – skulle jeg læse en forfatter, der skrev: Hvis et menneske ikke går i samme takt som flokken – kan det være, det er, fordi han hører en anden tromme.

Et andet eksempel er den ”sang,” Jesper første gang hørte som syvårig i USA:

Chinese!
Japanese!
Dirty knees!
Look at these!

Og endelig:

”Hvad var det du sagde, du hed?” spurgte de.
”Jesper.”
”Nej, til efternavn. Wing-Tjing?”
”Wung-Sung.”
”Wong-Tjong?”
”Wung-Sung.”
”Wånge-Sjunge?”
”Wung-sung.”
”Long-Hung.”
Åh, hvor må jeg have været kær.

Og hvor må det have været, mildt sagt, trælst.

”Lynkineser” er på samme tid en meget morsom bog med selvironisk distance og en bog med en dyb alvor. Wung-Sungs beretning om og refleksioner over at have været det sidste avisbud i Marstal er et godt eksempel på det første. Billedet af morforældrene i ”Et træ med lange pærer” er et varmt og kærligt eksempel på det andet samtidig med, at det giver et billede af et Ærø i forandring; det lille husmandssted blev efter morforældrenes død en sjældent benyttet feriebolig. Bogen viser, at man godt kan skrive erindringer uden at blive privat. Jesper Wung-Sungs fortælling er basalt interessant og spændende.

Digteren som en meget ung mand

”Jesper! Hvad vil du være?”
”Ingenting.”
”Jeg mener, når du bliver voksen.”
”Ingenting.”
”Det kan man ikke. Hvad vil du være?”
”Okay. Så vil jeg være ingenting.”
”Man skal være noget.”
”Så vil jeg helst være fri.”

Centralt i Jesper Wung-Sungs forfatterskab står to poler: Det at være fri og det at være med i et fællesskab. ”Lynkineser” rammer fint ind i denne eksistentielle problemstilling, for det er et særdeles hårdt arbejde at være ”ingenting” og samtidig blive til en så flittig og arbejdsom forfatter med et så højt bundniveau, som Jesper Wung-Sung har. Eksempelvis havde han inden udgangen af maj udgivet hele tre bøger bare i 2017: ”Lillefingeren” illustreret af Otto Dickmeiss, billedbogen ”Dyrene og tiden” illustreret af Ursula Seeberg og endelig også ”Lynkineser”.

Læseren følger Wung-Sung gennem gymnasietiden i Nyborg og Svendborg og frem til, at han møder en central figur – også for det at lave ”ingenting” – i mødet med kæresten og senere hustruen Christina Bausager Jensen. Det sker i et kapitel, der viser hen til en af Jesper Wung-Sungs store fynske inspirationskilder, H. C. Andersen: kapitlet “Ærten og prinsessen”.

Hvem ka’? Kaf-ka!
Centralt for en voksenforståelse af Jesper Wung-Sungs forfatterskab står hans (noget tilfældige) møde i Marstal Boghandel med litteraturen i form af bøhmiske Franz Kafka. Jesper havde både ydre og indre ligheder med Hr. Kafka, og han tager stadig sine ture med ham i sine bøger, også i ”Lynkineser.” Det drejer sig om forholdet mellem at være fri og være en del af fællesskab, om at høre til, om livet og døden og om det at vokse op og blive en mand. Man skal ikke have læst mange af Jesper Wung-Sungs fiktive værker for at mærke inspirationskilderne, herunder Kafka:

Den sande vej går over en line, der ikke er udspændt i højden, men lige over jorden.
Den ser mere ud til at være bestemt til at snuble over end til at gå på.
(Franz Kafka: aforisme 1917)

Her på falderebet er et par ord om de 11, til tider rimede digte, som ”Lynkineser” er beriget med, på sin plads. Jesper Wung-Sung debuterede som lyriker med ”Kommer let, går let” i 2015, men indtil da havde romanerne og novellerne været fyldt med lyrik i form af metaforer og en lyrikers meget bevidste omgang med sproget. De 11 digte er letlæste og letforståelige på overfladen, men det kræver et vist fortolkningsarbejde at komme til bunds i dem. Både for den unge læser og for formidleren. Som sædvanlig er der nok at hente rent intertekstuelt, også i digtene. Her dukker Johann Wolfgang Goethes ”Ellekongen” op i digtet ”Det sidste avisbud”, den amerikanske folkesang ”What did You learn in school today” op i ”Hvad har vi lært”, og sådan fortsætter det.

Ligeledes må læseren løbende reflektere over begrebet autofiktion under læsningen af ”Lynkineser.” Stoffet bærer præg af at have været under en rutineret forfatters behandling, både hvad angår form og indhold. Hvor autofiktion ofte rummer et direkte opgør mod familie og andre nærtstående, (tænk på Karl Ove Knausgaards ”Min kamp” eller Linn Ullmanns ”De urolige”), så fokuserer ”Lynkineser” – helt uden at angribe nogen – på en ung knægts vej til at finde sig selv og en levevej, selvom han føler sig lidt anderledes.

Samtidig åbner ”Lynkineser” en både læseværdig og underholdende ladeport ind til et af dansk børne- og ungdomslitteraturs helt store forfatterskaber. Bogen er fyldt med referencer til både romanerne og novellerne. Nogle gange er referencerne endog helt eksplicitte, fx til billedromanen ”Alamo”.

”Lynkineser” anbefales til brug på skolens mellemtrin og i de ældste klasser. Her kan erindringsbogen indgå i en læsning af forfatterskabet eller i en kritisk undersøgelse af autofiktion som genre.

Vejen til at blive
ingenting.
Et firben i solen.
Fri!

Jesper Wung-Sung
Rasmus Meisler
Dansklærerforeningens Forlag
Læseprøve