Lillefingeren

‣ Forfatter: Jesper Wung-Sung

‣ Illustrator: Otto Dickmeiss

‣ Forlag: Høst & Søn

‣ Udgivelsesår: 2017

‣ Målgruppe:7+

‣ Sidetal: 96

‣ ISBN: 9788763846486

”Måske er det svært at vide, hvad man ikke kan undvære, før det er væk,” siger Finn.
Arne nikker. Han tænker så det knager.
Men det, man tror, man har brug for, gør også én til den, man er,” siger Arne ….” (s.50)

‘Lillefingeren’ er en eventyrlig fortælling i 18 korte kapitler om de to brødre, storebror Arne og lillebror Finn, hvis lillefinger en dag pludselig er væk, og den rejse de begiver sig ud på for at finde den.

Endnu en gang tager Jesper Wung-Sung udgangspunkt i et sygt barn som han eksempelvis også gjorde i ‘Ud med Knud‘.

Her i fortællingen er det Arne, der ikke rigtig kan blive rask, og hvor lillebror Finn ender med at redde sin bror fra sygdommen. Hvad og hvordan han gør det overlades til læseren at finde ud af.

Men et væsentligt tema i fortællingen er den søskendekærlighed, de to føler for hinanden, og som bærer dem gennem deres mange prøvelser undervejs.

Hos hundene i parken, hos pølsemanden i ”Pølse Paradiset”, hos skat: ”Go´ nat & drøm om skat!”, hos aktiehandleren, på café med prinsesserne, i kirken hos Jesus på korset og hjemme hos far og mor.

Jo, Arne og Finn kommer rundt i samfundet.

Finn har ondt og savner sin finger. Derfor må Arne forlade sygesengen og påtage sig rollen som storebror, trøste lillebroren og finde på alle mulige nye steder den savnede lillefinger kan være. Undervejs på denne (dannelses)rejse opdager man så, at lillebror Finn måske slet ikke er så lille endda.

Fortællingen balancerer på en knivsæg mellem et realistisk og et eventyrligt plan, på allerbedste måde vist i Otto Dickmeiss forunderlige tegninger af dyr, planter, mennesker, pølsevogne, rockerhalsbånd bestående af afklippede lillefingre og meget andet, og hvor størrelsesforholdet også er noget Dickmeiss leger med. Sikke nogen skønne frisurer han har udstyret Arne og Finn med. Der er tale om illustrationer der på bedste måde er både poetiske og brutale, og som tilfører fortællingen helt nye betydningslag, samtidig med at de er loyale over for Jesper Wung-Sungs tekst.

Her i ‘Lillefingeren’ demonstrerer Jesper Wung-Sung endnu en gang sin fornemme beherskelse af både fortællingen og sproget, samtidig med at der (også her) er blevet plads til lidt drengerøvshumor undervejs, som i ”Pølse Paradiset” hvor Arne og Finn ikke lige finder fingeren blandt:

”En blødende indianer i kajak? En nissearm? En gravid med barnevogn? En beduinfinger? Et løvelem? En Henning i presenning? En gang flæskesteg på tube? En misfarvet kommunist? En Karl stegger? En brændt øgle med slam? Et lig i åben kiste? En orm i dej? En legionær i sovepose? En død rotte i morgenkåbe? En mumie i sarkofag?
Pølsemanden bliver ved, men Arne ryster på hovedet af det hele.
Vi skal bare ha´ min lillebrors finger, tak.” (s. 26)

I denne scene er der tale om både genbrug og en videreudvikling af den ”ordbog” over pølsevognsdansk, Jesper Wung-Sung har beriget sproget med gennem det meste af sit forfatterskab. Andre sproglige finurligheder ligger i ord som motorsavslatteren, hvor drengene møder den narkotikasælgende rockerleder, eller i scenen hvor de træffer den kongelige familie der drikker te, og hvor prinsesserne udelukkende anvender deres lillefingre til at stritte med, mens de drikker te af verdens dyrest og tyndeste porcelænskopper, Itu Sin Stik Kir.

Sidste sted Arne og Finn søger lillefingeren er i kirken, hvor Jesus hænger på sit kors:

”… med meget tydelige ribben. I det hele taget er hans krop meget tydelig.”

Det får Arne til at tænke på:

”… at du måske havde brugt Finns lillefinger til at bygge et eller andet … Ikke noget stort  … jeg tænker bare … en ny flueart eller noget…”

Og så drager de hjem til de travle forældre.

Her ender fortællingen med :

”Vi har noget, vi skal fortælle jer,” siger Arne. ”Først bliver I nok chokerede og kede af det – og så bliver I glade igen.
Det er måske lidt ligesom, når et firben taber halen, og den vokser ud igen. Men lad os starte sådan her: Finn er blevet lidt mindre, men samtidig meget større …”

Sikke en afslutning. Stakkels forældre!!

Som sædvanlig leger Jesper Wung-Sung også her i ‘Lillefingeren’ med intertekstuelle referencer. H.C. Andersen spores både i sproget og handlingen, Jesper Wung-Sung selv (bl. a. billedbogen ‘Frøen og fluen – eller En Elementær Indføring i Darwinisme‘), men mest direkte Bdr. Grimms folkeventyr ‘Hans og Grete’ i kapitlet, hvor drengene  er alene i den store, mørke skov. De er sultne, og møder drengen der er sat til opfedning i et bur. Arne nøjes dog her med at rive et nedløbsrør af sukkerhuset til Finn.

Undervejs i ‘Lillefingeren’ er Finn bange for, at det med fingeren bare er en begyndelse, og at han måske er på vej til at gå endnu mere i stykker. Havde han læst Peter Seebergs novelle ‘Patienten’, eller Villy Sørensens ‘Blot en drengestreg’, ville han have været skrækslagen. Sådan er der så meget.

Moralen i fortællingen ligger i, at både Finn og Arne undervejs finder noget der er langt vigtigere end den lillefinger, der er blevet væk.

‘Lillefingeren’ kan læses som et moderne eventyr og en dannelsesfortælling for lidt større børn. Den lægger sig smukt i kølvandet på flere andre af Jesper Wung-Sungs eksistentialistiske og væsentlige fortællinger, så som ‘Ud med Knud‘, og ‘Zam‘ til de lidt ældre, og billedfortællingerne, ‘Den hvide kanin og den sorte hat‘ sammen med Anna Margrethe Kjærgaard og ‘Frøen og fluen’, som han lavede sammen med Lisa Aisato til samme målgruppe som ‘Lillefingeren’. Det er livsvigtige spørgsmål, der tages under behandling her.

‘Lillefingeren’ egner sig både til oplæsning derhjemme og i skolen . Her er nok at samtale om undervejs i fortællingen og efter endt oplæsning – indholdet, sproget, enkeltord, og i allerhøjeste grad også Otto Dickmeiss detaljerede og indholdsmættede tegninger. De kalder på, at man som læser fordyber sig i dem undervejs.

‘Lillefingeren’ vil i undervisningssammenhæng kunne berige ethvert eventyrforløb – eller også kan den “bare” få lov til at stå for sig selv og lægge op til en filosofisk samtale om, hvad der betyder noget her i livet, eller den kan indgå i en forfatterskabslæsning sidst i indskolingen eller først på mellemtrinnet.

http://www.wungsung.dk
http://ottodickmeiss.dk/
http://rosinante-co.dk/

Anmeldelsen er skrevet af Søren Fanø

Søren Fanø (1950-2022) Søren var oprindeligt uddannet lærer, cand.pæd. og Master i børnelitteratur og tidligere lektor i dansk ved VIA UC. Han interesserede sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år og var forfatter til både bøger og artikler om denne. Han var tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Var særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen, og som kræver formidling og havde en særlig svaghed for billedfortællinger i alle afskygninger.