”Du er ødelagt,” siger morfar. Jeg ser på ham. Mænd har alle sammen ens ansigter. Jeg er gået i stumper og stykker. Men jeg har lært at bruge det til noget. Morfar har regnet det ud. Jeg har for mange penge. De må jo komme et sted fra? Men der er mange mænd i byen, der ved, hvordan et ødelagt barn skal bruges. Stumper og stykker. Mange penge. Ingenting, der gør ondt. Ingenting. (s. 161)
Tidligere i år læste jeg med stor interesse forfatteren og billedkunstneren Tomas Lagermand Lundmes (f.1973) selvbiografiske roman ”Alt er mit” om opvæksten på Amager i 1980erne i posthippiernes tidsalder og frem til Roskildefestivalen i år 2000. En bog fyldt med humor, ømhed og lethed skrevet i et forrygende sprog.
I ”Når man forveksler kærlighed med en saks” er denne humor, ømhed og lethed der ikke, men det er det forrygende sprog stadig. Hver enkelt sætning i romanen står som mejslet ned på siden og alt overflødigt er skåret væk i et nøgent registrerende sprog, af og til tilsat lidt poetiske sprogbilleder, så rigtig meget er overladt til læseren for at skabe sammenhæng og mening i teksten.
Romanen er komponeret med henholdsvis kapitler, Dengang, der fortæller jeg-fortællerens historie fra han er 13-år gammel, til han som 15-årig flygter til København, og kapitler, Nu, der fortæller om hvordan han kæmper med sin fortid og søger at finde fodfæste i livet og ikke mindst i forholdet til den langt mere voksne og erfarne kæreste, Mads, som han bor sammen med.
Her fortælles om en opvækst hos bedsteforældrene efter at drengen er blevet reddet ud af den dybt alkoholiserede og psykisk syge mors lejlighed og ud i provinsen til en mormor, der også er psykisk syg. De personer, der tilsyneladende klarer det bedst i romanen er mændene. Den store stærke morfar, og så den far der er stukket af og ind i et nyt forhold med kone og barn. Vi er med på et par meget sigende besøg hos psykologer, der ikke er meget bevendt i forhold til jegfortælleren og de følelser og traumer der fylder ham. Traumer han forsøger at komme til livs ved at påføre sig selv en endnu større smerte end den han normalt omgiver sig med.
Det gælder også efter at han er flyttet ind hos kæresten, faderens 25årige paplillebror, Mads, hos hvem han prøver at finde tryghed, kærlighed og en hverdag. Her slutter romanen, og det er op til læseren at vurdere i hvor høj grad vores nu 18-årige fortæller er i stand til at komme videre i livet, eller om han er så skadet at sygdom og den sociale arv slår igennem.
Det er en barsk bog om en barsk opvækst, Tomas Lagermand Lundme, præsenterer læseren for med ”Når man forveksler kærlighed med en saks.” Her lægges ikke fingrene i mellem, hverken sprogligt eller indholdsmæssigt, heller ikke i de sexscener der beskriver forholdet mellem lyst og smerte i jegfortællerens og Mads samliv. Her lægger denne roman sig smukt i kølvandet på de brutalrealistiske ungdoms-, eller YA-romaner, der er udkommet i de senere år, som Sarah Engells ”Hjertet er 1 organ”, ”21 måder at dø” eller Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtveds ”Dig og mig ved daggry.” Tabuerne, eller slørene, er røget et efter et, og i en tid med let adgang til information om ALT via nettet, er det positivt at unge også kan møde disse svære emner i en æstetisk form, i form af fornem sprogkunst, der overlader en stor del af fortolkningsarbejdet til dem selv.
Her er tale om en københavnerroman, hvor byen og dens bøssemiljø spiller en væsentlig rolle – vi er både på Hovedbanen, i Istedgade og Ørstedsparken. Vi møder trækkerdrenge og andre der lever ude på kanten af samfundet, men først og fremmest møder vi en aldeles smertelig dysfunktionel familie – både i København og i den nære provins. På den anden side er der også tale om en varm kærlighedsroman, der beskriver, hvordan jegfortælleren og Mads forsøger at navigere i kaos og komme videre så de med Steffen Brandt kan: ”kys det nu, det satans liv.”
”Når man forveksler kærlighed med en saks” er en væsentlig roman, der bør stå på ethvert pædagogisk læringscenter. Den er særdeles velegnet som fri(tids)læsning og som hovedværk i grundskolens allerældste klasser. Den anbefales varmt, ikke kun på grund af dens indhold, men i særdeleshed også på grund af dens enestående omgang med det danske sprog. Her tales ikke ned – her anvendes ikke såkaldt ungdomssprog – her fortælles sanseligt med en sjældent set fortælleøkonomi.
