Olga og kedsomheden

‣ Forfatter: Flemming Quist Møller

‣ Illustrator: Flemming Quist Møller

‣ Forlag: Gyldendal

‣ Udgivelsesår: 2018 (1983)

‣ Pris: 129,95

‣ Målgruppe:+4 år og forældre

‣ Sidetal: 28

‣ ISBN: 9788702261981

Olga er en lille pige, der bliver syg. Og det er vanvittig kedeligt at have feber. Men da hun falder i søvn møder hun Fantasien og en hel ny og flippet verden med Pjat, Pjank, en abe, en masse figurer fra litteraturhistorien og den grå Kedsomhed, der kvæler alle farver, pjat og rim.

“Raseri blev vild og vred

Da hun mødte Kedsomhed

Og dens unger Led og Ked”

 

“Raseri var gal og skreg

”Gå din vej, du keder mig

Ellers vil jeg tæske dig””

 

“Kedsomhed var tyk og blød

Kunne tåle boksestød

Som de ingenting betød.”

 

Flemming Quist Møller behøver ingen introduktion. Han er en af de allerstørste indenfor dansk børnelitteratur og især hans illustrationer og hans flippede måde at bruge referencer til andre værker, at fortælle på. Måden at sætte historierne op grafisk har været et farverigt pust siden hans debut i 1967.

Olga og Kedsomheden er fra 1983 og er nu blevet genudgivet. Også her er der flippede, farverige tegninger og et væld af referencer til egne og andres værker. Der er Snuden, Cykelmyggen, Supermand, H.C. Andersen og Alice i Eventyrland. Rimene er fordelt med rund hånd på siderne og der er et væld af detaljer i illustrationerne, som man kan dykke ned i. Det er enormt fedt.

Og det er også fedt at teksten er fortalt på trelinjede rim, som man kan se i det ovenstående indtil Kedsomheden tager over med sine grå farver og rimløse prosa. Jeg kan enormt godt lide, at historien også viser sig på det helt konkrete formplan.

Til gengæld synes jeg, tiden har været en smule ond ved selve rimene. De trelinjede vers er fyldt til randen med omvendte ordstillinger og lidt bedagede ord, så selve historien og rimene modsat virker paradoksalt ikke-flippede og viltre – men lidt gammeldags og stive. Og det er synd, for Quist Møllers hyldest til den utæmmelige fantasi er gennemvidunderlig især i hans illustrationer.

Genudgivelse af Flemming Quist Møllers klassiker fra 1983 om den feberramte Olga der i sin søvn tager på tur med Fantasien.

Flemming Quist Møller

Anmeldelsen er skrevet af Jakob Kragh

Er cand.mag. med et speciale om børnelitteratur. Jakob har gået på Forfatterskolen for Børnelitteratur; og det var kun med til at hans glæde over bøger til børn og unge bare voksede uhæmmet. Jakob har en forkærlighed for realisme, for sprogligt stramme og sprogligt flippede bøger. Og så har han siden han kunne sætte to ord sammen elsket de bedste rim og remser.