Petrea og kommuneheksen

‣ Forfatter: Mette Finderup

‣ Illustrator: Andreas Erstling

‣ Forlag: Alinea

‣ Udgivelsesår: 2013

‣ Pris: 144,-

‣ Målgruppe:10+

‣ Sidetal: 77

‣ ISBN: 9788723042224

Dette er 4. del i serien om den 12-årige Petrea, men den kan sagtens læses uafhængigt af de forgående bind. Petreas forældre er blevet skilt og Petrea bor nu sammen med sin temmelig virkelighedsfjerne far i et omrejsende tivoli. Her bor Petrea sammen med den jævnaldrene Lonni som er løbet hjemmefra. Da tivoliet når Svendborg, får tivoliet besøg af en dame fra kommunen, som undrer sig over de to pigers arbejdstider og manglende skolegang. Petrea gør alt hvad hun kan for at skjule, at hun og Lonni arbejder alt for meget,  og at hendes far stadig ikke har købt skolebøger til dem. Hun får uventet hjælp fra kommune-damens jævnaldrende datter.

Andreas Erstlings tegnserie-agtige  illustrationer er farvelagt med klare og kraftige farver. Håret sidder perfekt på alle billeder og der er ikke et gram overflødigt kilo på hovedpersonerne.  Men egentlig stemmer det ganske fint overens med den kvikke og ”rap-i-replikken”- Petrea.

“Hvad får jeg for det?” “Åhr, vi er i familie, vi hjælper vel hinanden,” prøvede hendes far, men Petrea var benhård: “Hvad får jeg for det?”
“Penge til smøger?” foreslog Lonnie ned i sin pude.
“Jeg har ikke flere. Hverken smøger eller penge”.

Petrea er en meget moden 12-årig pige der klarer mange ting på egen hånd. Men da denne anmelder er folkeskolelærer, er det lidt svært at forlige sig med, at damen fra kommunen fremstilles som en der skal snydes, så pigerne slipper for at komme i skole. Når det er sagt, så er det en meget velskrevet historie og jeg er sikker på, at de 10-12-årige piger vil elske den seje, kvikke og søde Petrea.

www.alinea.dk

http://finderup.dk/

http://www.andreaserstling.com/#

Anmeldelsen er skrevet af Sanne Katrine Haugaard

Uddannet fra Zahles Seminarium i 1995. Har været ansat på Skovshoved Skole siden 1995. Blev i 2002 uddannet som skolebibliotekar og har fungeret som sådan siden.