Jensen & Dalgaard har alle dage gjort en dyd ud af at importere smalle titler fra udlandet. Niche udgivelser, der ofte er lidt mere sære, krøllede eller kantede end det meste andet. Og gud ske tak og lov for dét! Hvis nogen har været medvirkende til at fremme et broget udvalg af udenlandsk børnelitteratur og billedbøger – og samtidig styrke en underfundigheds- og fortolkningsmuskel igennem selv samme, så er det om nogen dem. Og med den spanske “Rød ild”, der vandt landets mest prestigefyldte pris Premio Lazarillo, udvides forlagets i forvejen imponerende import-CV samtidig med, at førnævnte muskler for alvor kommer på en prøve!

”En rød ild har brug for et hjem.
En rød ild er svær at slukke.
Eller, det er der nogle, der siger.
Selvom næsten ingen taler om det”

Begoña Oro og Paloma Corral har skabt en billedbog om en ”Rød ild”. Og hvad dét helt præcist er, kommer bogen aldrig rigtig ind på – en af de bærende pointer. Hele bogen er fortalt i metaforer og allegorier, men vi forstår, at en rød ild er en følelsesmæssigt kompleks ting. En hemmelig. En forstummet ild, der raser indeni. Noget, der er nærmest umuligt at snakke om og sætte ord på, som kan omhylle og fortære den, der er bebyrdet med denne tavse lidelse.

”En dag kom Prita løbende ned ad gaden (…) Kelti græd. Folk veg til side for dem. To kvinder hviskede bag deres ryg. Det faldt dem ikke ind, at Prita blev nødt til at løbe, fordi den røde ild ville flamme op, hvis ikke de kom hurtigt hjem. Prita og Kelti og Kup havde en rød ild derhjemme.”

Prita, der er mor til Kelti og Kup, har en rød ild. Der er noget hjemme hos dem, der ikke er som det burde. Noget, der gør husets sikre og trygge rammer usikre. Prita forsøger at tale med andre om det; sin veninde; sin mor, men de drejer samtalen over på noget andet for at undgå den svære samtale om den røde ild. Først da Keltis lærer, der selv engang havde en rød ild, opdager Keltis røde ild, sker der noget:

”Der er en rød ild i mit hus,” hviskede Kelti til sin lærer. Da Kelti kom hjem, var den røde ild ved at dø ud. Lidt efter lidt. I stedet var der ulmende gløder. For hvis man taler om den røde ild, dør den ud. Lidt efter lidt”.

På ydersiden er denne røde ild illustreret i Paloma Corrals tegninger ved, at den lille familie og deres hus er farvet ildrødt, hvilket står i kontrast til de fleste andre mennesker og huse, der er holdt i kolde blå nuancer. På en af de første sider, er et træs grene tegnet som udbrændte tændstikker, og ved siden af bærer et andet træ en krone, der er tegnet med cirkelstrøg, der får det til at ligne røg. Der er mange antydninger af denne glødende ild, der har sit greb i Prita, hendes børn og deres hjem.

Da jeg læste bogen første gang, virkede det indlysende, at ilden var et billede på vrede. At Prita havde et fyrigt temperament, hun ikke kunne styre, som udmøntede sig i utilregnelighed, arrigskab, vredesudbrud og måske fysisk vold. Noget, der ikke burde være der, som hun giver videre til sine børn. Men jo mere jeg læste bogen, des tydeligere blev det, at den røde ild vitterlig kan være et billede på stort set alt: angst, frygt, ensomhed, depression, lavt selvværd, hvad som helst. Noget, den voksne døjer med, som imod hensigten bliver givet videre til børnene, fordi det fylder så meget i hjemmet og hverdagen, at de ikke kan andet end at blive formet af det.

Det er et ganske komplekst emne at skrive en billedbog ud fra, og et nagende spørgsmål er, om bogen overhovedet er til børn? Det er en voksen problemstillingen, der præsenteres gennem en voksen hovedperson, og bogens afsluttende pointe om, at ”en rød ild dør ud, når man taler om den” synes også at lægge op til en voksen samtale: det er den voksne, som bærer ansvaret for ikke at acceptere, men agere på deres ”røde ild”.

Bogen kommer derfor også til at handle mindst lige så meget om at indse, om tilståelse og om behovet for lindring. Ikke just noget, der gør “Rød ild” mindre kompleks!

Rød ild er en lavmælt beretning om noget brølende og brusende alvorligt, med al tydelighed udarbejdet med en høj kunstnerisk ambition i både tekst og billede, der hænger uadskilleligt sammen. Man må tygge og smage grundigt på ordene og granske billederne omhyggeligt for at kunne optrevle denne historie, der vil udfordre børn og voksne. Bogen indeholder ikke en morale eller en konkret løsning, men den sætter tanker i gang. Og selvom den er svær at læse og barsk at gøre sig klog på, så føles den særdeles betydningsfuld at stifte bekendtskab med.