Så går den vilde skattejagt! Anna og hendes bedste ven Krokodille tager på en hæsblæsende jagt efter en guldskat, og det er svært og ret farligt. Krokodille har en bemærkelsesværdig stor viden om skatte, og hvor de typisk er gemt. Anna og Krokodille tegner selv skattekortet og finder ud af, at skatten er i Frankrig. Og som om det ikke var nok, er der også tale om en undersøisk skat. Krodille laver en hurtig tegning, og selvfølgelig skal man forbi et sandt havmonster af en kæmpeblæksputte. Anna henter skibet og så til søs.
Undervejs rammer de et voldsomt uvejr, og skibet dykker ned i havet midt i orkanens øje. I et dobbeltsidet undervandsscenarie følger vi Annas og Krokodilles rejse gennem havet, og endelig når de frem til skatten. De bliver enige om, at de ikke vil bruge guldet, men i stedet grave det ned og tegne et nyt kort.
Vel tilbage på landjorden bliver skatten begravet og herefter tager de hjem igen. Guldet er deres for evigt. Og det er det.
Vi har her at gøre med en billedbog for de mindre læsere, der på mange måder indeholder klassiske billedbogstræk, som jeg vender tilbage til om et øjeblik.
Det glæder mig som læser, at bogen ikke forsøger at gøre sig ud for mere, end hvad den er. Nemlig en velskrevet, humoristisk historie, hvor barnets fantasi for alvor får lov at komme på langgfart. Helt til Frankrig. Annas skattejagt med sin ven, eller tøjdyr, er beskrevet med en seriøs tilgang til selve fortællingen og tager sin modtager alvorligt. Handlingen er nøjagtig lige så fabulerende som mindre børns frie leg, der udvikler sig i alle retninger, men som dog fastholder en rød tråd. I dette tilfælde en guldskat på havets bund.
Viviane Schwarz er englænder, og det skinner igennem, at fokus er lagt på det eventyrlige. I modsætning til en stor del af de skandinaviske billedbøger er der i denne bog ikke tale om flere psykologiske lag eller barnets håndtering af tilværelsens mørke sider. Intet kritisk sagt om disse bøger i øvrigt, men det kan til tider blive overordentligt alvorligt i det mørke Nord. Anna er overladt til legens fordybelse uden utidig voksenindblanding.
Selv om bogen modtagergruppe nok bare vil læse historien om pigen og krokodillen og glæde sig over den, så vil de voksne lægge mærke til, hvordan Anna hele tiden gennem Krokodille er entreprenør i sin egen leg. Selv om skattejagtekspertisen er lagt i hænder på krokodille.
De før omtalte klassiske billedbogstræk ligger i ikonoteksten, hvor Vivianne Schwarzs illustrationer supplerer teksten i bogens begyndelse og slutning. I den undersøiske del af skattejagten overtager illustrationerne fuldstændig fortælingen, og Schwarz benytter sig af simultansuccesion, når hun viser Annas og Krokodilles rejse gennem havet omgivet af fiskestimmer, en forvildet and, grotter og blæksprutter. Undervejs tager de sig tid til at opleve, inden rejsen fortsætter. Det sunkne guld ligner ved første øjekast en sagnomspunden aztekerskat, men ved nærmere eftersyn består den mest af forgyldt legetøj. Mon ikke Anna finder sin egen skat, og det er fuldt tilstrækkeligt. For den er jo netop hendes. I fuld overenstemmelse med barnelegens ofte manglende tidsperspektiv tager hjemrejsen betydelig kortere tid end udrejsen. Et bølgeskvulp, og Anna og Krokodille er tilbage i egen have.
Vi har at gøre med et hit på børneværelsets bogreol, og bogens detaljerigdom gør den egnet til mange gennemlæsninger. Fortælletiden tager en godnathistories tid.
”Sådan finder du guld” kan tillige fint indgå i børnehavens eller indskolingens bibliotek, og hvor den enkle historie, og et udødelige skattetema, vil kunne fastholde børnene i bogkrogen eller læsesofaen.
Uanset hvor den havner, er her en bog skrevet på fantasiens, legens og barnets præmisser, og så går det aldrig helt galt.
