Sidste år debuterede Kim Leine, som børnebogsforfatter, med julefortællingen fra Grønland, ”Drengen der drog nordpå med sin far for at finde julemanden.” Denne fortælling, med den umanerlig lange titel, var illustreret af Peter Bay Alexandersen.
Nu er de to tilbage med den store illustrerede børneroman om ”Skovpigen Skærv” og livets helt store eksistentielle spørgsmål fortalt i børnehøjde, og med inspiration fra så forskellige steder som Hector Malots ”Frændeløs,” Neil Gaimans ”Coraline,” Daniel Defoes ”Robinson Crusoe”, Michael Endes ”Den uendelige historie,” Laura Ingalls Wilders romaner om hverdagslivet i et fortidigt Amerika – og måske ikke mindst Astrid Lindgrens ”Brødrene Løvehjerte” og folkeeventyr.
Det hele bliver suverænt fortalt af Kim Leine, der styrer begivenhederne og fortællingens mange sidegrene på bedste måde gennem en eksplicit fortællestemme der løbende melder sig på banen i starten af nye kapitler og som introduceres således:
Vores hovedperson er et barn. Barnet hedder Skærv. Men er han en pige? Eller er hun en dreng? Lad os sige hun er en pige. Man kan aldrig være sikker på den slags, men man bliver jo nødt til at vælge når man skal have sig en hovedperson.
Jeg er fortælleren. Jeg har ikke noget navn, og jeg er heller ikke en dreng eller en pige. Kald mig bare Gud. Kort og godt. Ingen grund til at overdrive. Bare Gud. Gud fortæller historien. Gud fortæller alt her i verden. Men lige nu fortæller Gud om Skærv. Og det må du hjælpe med til. (s. 5. – 6).
Efter denne indledende metafiktive præsentation af den alvidende fortæller, og påpegning af læserens rolle undervejs, begynder rejsen med Skærv ind i en magisk og middelalderlig verden, hvor både gyset, mørket og sorgen er tilladt. Med ”Skovpigen Skærv” skriver Kim Leine sig ind i den nordiske børnelitterære tradition (nordic noir), hvor bøger kræver en kompetent barnelæser, hvor kampen mellem mørket og lyset er et fremtrædende træk og hvor livets store spørgsmål bearbejdes.
Handlingen er kort den, at Skovpigen Skærv bor i Navneskoven uden for byen Durm sammen med sin mor, Godiva, sin far, Frejk og lillebror, Nor. Her lever de, som det sig hør og bør i en nutidig børnebog, et bæredygtigt liv i pagt med naturen. Romanen beskriver indgående deres hverdag og praktiske gøremål, og måske ikke mindst naturen og årstidernes vekslen i skoven. Familien er lykkelig, passer nabokonen Trudl og dagligdagen; men pesten hærger landet, og i Durm dør indbyggerne på stribe. De raske skovfolk sættes af landets regent til at bygge et slot. Et tilbud som skovfolket ikke kan sige nej til; men pludselig finder Skærv ud af, at hun er helt alene ude i den store skov. Forældrene er forsvundet. Trudl tager sig af børnene, men da hun dør, søger de efter deres forældre og de genfinder dem som slaver. Det får Skærv til at flygte uden sin lillebror, og læseren følger derefter Skærvs benhårde kamp for at overleve på rejsen mod det forældrene kalder ”den anden side.”
Nu er det ikke for ingenting, at fortælleren er ingen ringere end Gud. For her i slutningen af romanen vendes der pludselig op og ned på alting. For er Skærv overhovedet en pige? Er hun den, hun siger hun er, eller er hun dødssyg dreng, Magnus der i feberdrømme har ligget i scanneren på hospitalet og været på en drømmerejse. Tjah!
Her forlader vi Skærv / Magnus i en samtale med lillebror Nor / lillesøster Ida:
”Tror du to mennesker kan drømme den samme drøm?” siger Skærv.
“Det tror jeg, siger Nor.
Det håber jeg, siger Nor.” (s.275)
Kim Leines fortæller, Gud, overlader det til læseren at finde ud af, hvad der skal ske. Nænner man som læser at lade Skærv / Magnus dø? Eller?
For man kan ikke fortælle en historie alene. Der er nogen der må lytte, eller læse. Der er nogen der må skabe de billeder inde i sit hoved som fortælleren skaber med sine ord. Derfor er det lige så meget dig der fortæller den her historie, som mig. (s. 6)
Fra hans voksenromaner, som ”Kalak,” ”Profeterne i Evighedsfjorden” og ”Afgrund” kender vi Kim Leines tæft for sprog, komposition, skæve vinkler, realistiske beskrivelser og store talent som historiefortæller. Her i ”Skovpigen Skærv” er alt dette med, tilsat en god portion lyrisk sprogbrug og også en humor, der undervejs er særdeles nødvendig. Romanen er særdeles velegnet til oplæsning på grund af det naturligt flydende sprog der hist og her understøttes af lydord.
”Skovpigen Skærv” er som sagt gennemillustreret af Peter Alexandersen. I alt fra små vignetter til store detaljerede dobbeltsidede opslag har Peter Alexandersen tegnet og farvelagt livet i skoven, årstidernes gang, livet i middelalderbyen Durm, og i romanens afslutning Skærvs sejlads over et oprørt hav med måne, lyn, en himmel der åbner sig – og en operationslampe som man finder dem på hospitalet. Sådan understøttes læserens refleksioner over både handlingen og over livets eksistentielle spørgsmål i illustrationerne.
Man må kort og godt konstatere, at Kim Leine og Peter Bay Alexandersen klæder hinanden rigtig godt. Den ene tegner og maler deruda` i sprog og tekst, den anden i illustrationer der væver sig omkring fortællingen og underbygger den og som tilfører den nye vinkler.
”Skovpigen Skærv” anbefales varmt til selvlæsning, men måske især til dialogisk oplæsning i hjemmene og på mellemtrinnet i skolen. Fortællingen fortælles i øjenhøjde med barnelæseren, mens vi andre kan nyde de mange intertekstuelle referencer både i handlingen og i sproget – og fremfor alt mærke et pust af Astrid Lindgrens fortællesprog. Børneromanen ”Skovpigen Skærv” anbefales varmt til alle generationer. Kim Leine formår at gøre opmærksom på, hvad det er (børne)litteraturen stadig kan – lade os blive klogere på livet, os selv og hvad deraf følger. Så bliver det vist ikke meget bedre.
