Sneprinsen – Ella og den magiske regn, 1

‣ Forfatter: Clara-Amalie Vorre-Grøntved

‣ Illustrator: Rebecca Bang Sørensen

‣ Forlag: Elysion

‣ Udgivelsesår: 2016

‣ Pris: 110,-

‣ Målgruppe:9+

‣ Sidetal: 48

‣ Sværhedsgrad: Lix 18

‣ ISBN: 9788777197307

Jeg kan godt nok ikke læse,
men jeg synes, bogstaverne er interessante

at kigge på.
Bøgerne minder mig om,
at det er vigtigt at drømme.
Jeg føler, jeg kan forsvinde ind i en anden verden
med dem i hånden.
En verden, hvor mine forældre
ikke har forladt mig.
Et andet liv, hvor jeg har gået i skole,
hvor mit tøj ikke er laset
og hvor jeg får mad hver dag.
Mad, som ikke er stjålet fra andre,
men lavet specielt til mig.
Men det er bare fantasi.
Virkeligheden er en anden.

Sådan er teksten i denne seriebog (nr. 1 ud af foreløbig fire bøger) sat meget, meget læsevenligt op. Det er korte helsætninger, der er korte linjer, ikke mange lange ord og lix-tallet er angivet til at være 18.

Derfor er det en kunst i så korte sætninger at få tegnet et troværdigt persongalleri, at beskrive en konflikt, at løse konflikten på en forholdsvis troværdig måde og samtidig holde spændingen intakt. Det lykkes på de 48 sider, som denne bog holder sig under.

Ella er en ”Silas-pige”, der forladt og alene klarer sig gennem tilværelsen med en kniv og en venlig høne som selskab. Hun stjæler, hvad hun skal bruge, hun handler med tyvegodset og hun har som nævnt i citatet en tro på og en drøm om, at der findes andet og mere i verden end lige netop at skulle overleve fra dag til dag.

Så kommer Sneprinsen pludselig ind i hendes liv. Så bliver det en anden tilværelse. Det handler de kommende bøger helt sikkert om.

Som seriebog er det et nyt og letlæseligt tilbud til læsesvage, der netop har brug for gode historier, der er overskuelige at læse.

Følg med her.

Ella skal nok klare sig.

Clara-Amalie Vorre-Grøntved

http://www.elysion.dk/

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.