Sol solo superglue

‣ Forfatter: Anja Hitz

‣ Forlag: Høst & Søn

‣ Udgivelsesår: 2017

‣ Målgruppe:13+

‣ Sidetal: 112

‣ ISBN: 9788763853231

Sara ved ikke, hvad hun vil efter folkeskolen. Under hendes cpr-nummer på skærmen står der uddannelsesparat, men hun aner ikke, hvilken uddannelse, der kunne få hende til at føle sig parat.

I løbet af sommeren – efter at folkeskolen er et overstået kapitel – arbejder Sara hos sin onkel og hans nye dame i deres solcenter. Det er ikke sådan, at solcentret er overrendt af kunder, men der er dog den lidt mystiske Barnestjernen, og uden for centret er der også rockeren. Centret er altså ikke en velbesøgt guldgrube, men ved at arbejde der kan Sara tjene lidt lommepenge og spare op til den forestående tur til Prag med Ungdomsskolen.

Inden Sara skal af sted, er der dog lige en Distortion-fest, der skal overstås. Her bliver Sara umådeligt overrislet, men en ukendt fyr, Michael, hjælper hende og efterlader en note med sit telefonnummer til hende.

Prag-turen bliver noget af en volte for Sara. Hurtigt fornemmer hun, at skolelederen på turen har et godt øje til hende. Skolelederen søger ofte Saras intime selskab, og samtidig er der andre, der prøver at passe lidt på hende. Det lykkes for skolelederen at komme noget af vejen med Sara, men dog ikke den hele.

Og så er der rockeren henne ved centret, der også er lidt interessant. Flere gange bevæger Sara sig altså ud på den sti, der hedder mulig forelskelse, fascination – og seksualitet –  men noget alvorligt bliver det ikke til.

Solcentret kuldsejler, og det bliver i stedet til et center, hvor man kan komme for at få plejet sin krop. Men det er alt sammen dømt til undergang, ligesom Saras eget liv, der er et underligt uengageret og rastløst liv. Fx hedder det om Sara og hendes tanker for sin egen fremtid:

Sara ville ønske, hun havde drømme for fremtiden. Drømme, der kunne definere hende. Drømme, hun kunne handle på. Drømme, der lød interessante for andre. Sara kunne godt bruge en lille bitte smule misundelse fra andre. Hun ville gerne se den i deres øjne, når de kigger på hende.

Det er meget præcist sådan, Sara er og har det.

Det store problem for “Sol solo superglue” er, at Sara ikke kommer ud af hængedyndet. Der sker simpelthen så lidt med Sara, at hun ikke kan fastholde en alvorlig interesse fra læserens side. Og det er ærgerligt! For der er sikkert mange ude i virkeligheden, som har det ligesom Sara, og som gerne ville læse om vejen ud af ligegyldigheden. Det sker desværre ikke, og derfor får romanen ikke rigtig flyvehøjde, men forbliver underligt uforløst. Romanen kan bruges til selvlæsning for de bedste piger på mellemtrinnet og for eleverne i overbygningen.

Anja Hitz kendes i øvrigt fra en masse andre bøger, hvor der er anderledes farlige sager på spil, fx den fine billedbog “Isak og alt det farlige” fra 2015, som hun har lavet sammen med Peter Bay Alexandersen, og hendes stærke ungdomsbog: “Skrid mor” fra 2014.

Anja Hitz
Høst & Søn
Læseprøve

Anmeldelsen er skrevet af Eiler Jensen

Eiler er konsulent og forfatter til adskillige bøger – både skønlitterære ungdomsbøger og – især – faglitterære bøger om børne- og ungdomslitteratur. Er anmelder af børnelitteratur i Børn & Bøger. Er oprindeligt uddannet som lærer, har siden uddannet sig til cand.pæd. i pædagogisk filosofi. Har læst børnelitteratur igennem hele voksenlivet, og er af den opfattelse, at skønt man ikke kan frikende børnelitteraturen et vist pædagogisk islæt, så kan den som voksenlitteraturen bestemt være et kunstnerisk udtryk.