Camille på ferie med sin far. Forældrene er lige blevet skilt, moderen er kæreste med Peter, der bor i et stort hus med pool og værelser i kælderen og god plads. Snart flytter Camille og moderen ind i Peters hus. Her bor Oliver også, det er Peters søn, som han har med Gabrielle, der er kunstner og franskpræget, og som serverer muslinger en almindelig feriedag.
Oliver er en sød fyr. Han går i gymnasiet, mens Camille er 14 år og går i folkeskolen sammen med Alba og Nynne og alle de andre.
Oliver har en kæreste Lina, der skal på udveksling i USA. Så er scenen sat, og der udspiller sig mange stille dramaer i kælderetagen, hvor Camille og Oliver har hver sit værelse.
Oliver er en sød fyr, der er vældig ordentlig overfor sin stedsøster. Og Camille er ligeledes en sød pige, der forsøger at finde ud af, hvordan man tackler den første forelskelse.
Bogen vandt Gyldendals ”kærlighedsromankonkurrence 2019”, og den vandt for beskrivelsen af den første forelskelse.
Sproget er ungt, men ikke alt for ungt. Persontegningen er rimelig realistisk. Alt er set fra Camilles synspunkt, så moderen og faderen skildres set med hendes øjne. Måske har de haft bedre hensigter, end det beskrives, men de er jo ikke hovedpersoner. Det er Oliver, og det er Camille. De mødes. Og de forsøger at tackle kærligheden på trods af de voksnes skalten og valten med skilsmissebørnenes hverdagsliv.
De spiller playstation, de drikker sig fulde, de bader i poolen, de går i skole. En helt genkendelig hverdag, der er beskrevet med mange dialoger, der er troværdige i forhold til aldersgruppen. Det er ikke en bog, der sætter sig dybe spor eller giver anledning til megen eftertanke, men det er en fin beskrivelse af nogle unges liv midt i de kriser, de møder.
Camille skal nok være en vinder, på samme måde som Sommeren venter blev en vinder af Gyldendals kærlighedsromanpris.
