Tænk ikke på mig

‣ Forfatter: Vilma Sandnes Johansson

‣ Forlag: Gutkind

‣ Udgivelsesår: 2022

‣ Pris: 249,95

‣ Sidetal: 252

‣ ISBN: 9788743401605

Vilma Sandnes Johanssons: Tænk ikke på mig er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for børne- og ungdomslitteratur, og den har fået Kulturministeriets børnebogspris og Blixenprisen for Årets YA-Udgivelse. Det er der en grund til. Forfatteren er årgang 2000, hun skriver om at være 13 år og have en mor, der snart skal dø af kræft:

”Jeg har officielt været teenager i fire måneder. Jeg har fået menstruation, og mine bryster er vokset. Imens har mor klaget over smerterne i sin ryg, og nu er hun begyndt at sige, at den gamle kræftsygdom måske er vendt tilbage.”

Det er den. Kræftsygdommen er vendt tilbage, og gennem fem år følger man Vilmas liv med skole, sygdom, kærlighed, bekymringer, efterskoleliv og tanker om døden. Det er smukke og hårde nedslag i hverdagen med en sygdomsramt mor, hvor titlen Tænk ikke på mig klart fortæller, at der ikke er megen plads til teenageren Vilmas liv. Det er moderens kommende død, der fylder.

Sproget er godt, levende og ungt, og til forskel fra klassikerne fra 1980’erne, så er hele konteksten her genkendelig for en ung læser. Der er efterskoleliv, der er sociale medier, der er skilsmisse og klassefester. Ungdomsbøger er ikke bøger til unge. Det er bøger OM unge. De kan også læses af voksne. 

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.