”Engang begyndte verden,
og engang begyndte vi.
Vi var fisk og vi var øgler,
og vi blev aber og vi blev mennesker.
Verden ændrede sig,
og vi ændrede os.”
Kaia Dahle Nyhus har i samarbejde med sin mor Gro Dahle, og alene, udviklet et selvstændigt formsprog inden for billedbogskunsten. Fra særdeles barske ekspressionistiske illustrationer i morens skilsmissefortælling Krigen og fortællingen om mødet med porno i Sesam, Sesam (2018) til den langt mere poetiske og sørgelige fortælling hvor blev mor af (2018), om pigen, hvis mor dør. Nu har vi så fået intet mindre end evolutionshistorien i Verden sagde ja (2020).
Hun er altså en ekstremt flittig, dygtig og rutineret billedbogskunstner, selvom hun kun er 30 år.
I Verden sagde ja tager Kaia Dahle Nyhus fat i den måske allerstørste fortælling, skabelsesberetningen. I bogen er der visse parraller til den bibelske tekst, men fortællinger er her blottet for religiøse undertoner. Her er det evolutionen, og i sidste ende menneskets forhold til verden, der er i centrum. Men vi er med fra Big Bang til vor tid. Her i Verden sagde ja er det foranderligheden, der berettes om i en verbaltekst fortalt i et nøgternt sprog med poetiske undertoner. Når man er færdig med bogen, er man samtidig klar over, at hverken vi eller jorden er færdig med at forandre sig.
”For vi vil altid ændre os.
Og verden vil kalde!
Og verden vil sige JA!”
Verden sagde ja er fortalt i ekspressionistisk farverige opslag, der henter inspiration fra hulemalerier til Tove Jansson og streetart. Den er fortalt i en både morsom og usentimental tone, hvor menneskehedens overforbrug rastløshed og sårbarhed udstilles i en fortælling, hun ikke kunne ane relevansen af i en tid med corona / covid19 og klimakrise. Billedsiden er let genkendelig for Kaia Dahle Nyhus. Opslagene med deres farverige, stiliserede landskaber og figurer, er værd at dvæle ved, fra amøberne på indersiden af omslaget til dyrene, menneskene og naturen i udtryksfulde opslag, der nok skal fastholde barnet under læsningen.
Det er ikke altid billedfortællingen i sig selv, der gør ondt på læseren. Det er i lige så høj grad læseren, der læser og tolker menneskehedens eksistentielle uhyrligheder ind i fortællingen. Således også her i Verden sagde ja, der på overfladen kan læses som en forholdsvis fremtidsoptimistisk holdning til, hvad kloden kan holde til. Men det kommer lynhurtigt til at forholde sig helt anderledes, hvis man læser det lille JA! som en ironisk kommentar til vores ustoppelige udnyttelse af verdens ressourcer.
Læst på denne måde spiller Kaia Dahle Nyhus Verden sagde ja umanerlig godt sammen med en fortælling som Oliver Jeffers En fabel om Fausto (2020), der på en helt anden måde fortæller næsten samme fortælling om grådighed og menneskets lidenhed. Menneskets rolle og forhold til verden er i fokus, og måske er der en tsunami af børnebøger om klima og klimakrise undervejs. Begge bøger tager udgangspunkt i vores vestlige kultur. Man må håbe litteraturen for børn og unge også vil inddrage mere globale vinkler på klodens udfordringer.
Vi skal som forældre og formidlere respektere grænsen mellem pædagogiske, didaktiske og æstetiske overvejelser og vælge at samtale om billedbøger på grund af deres æstetiske værdi, og i Verden sagde ja er her rigeligt at tale om og undre sig over.
