Han lever i stilheden og lytter til fuglene som flyver langt, langt bort … Dér hvor kun drømme når hen.
Toms bror fortæller historien om Tom – eller gør han? Er Tom en virkelig bror, eller er han en side af fortælleren eller hvad?
Først af alt er det en fortælling om drøm, tid og tone.
Toms bror forstår ikke Tom, for han er sandt for dyden ikke ret meddelsom. Der står jo som citeret om ham, at han lever i stilheden og lytter til fuglene. Men hvad er der med ham. Hele familien forsøger at være der for ham på hver deres måder. Mor laver mad, far spiller musik, farmor fortæller historier, mens fasteren farver håret blåt osv.
Men der er ikke noget, der bider på ham, han er i sine drømme, som altid har med fugle at gøre – fugle der synger og flyver og er stille.
Med ét udbryder han til sin bror: KOM, og så dukker fuglene op. I skarer kommer de hen over himlen, og Tom er i ét med det hele. I begyndelsen føler broderen sig ved siden af, men med ét mærker han tonen, der vibrerer i sit bryst.
Og på slutopslaget ser læseren Tom og hans bror hænge i et træs nederste grene, medens resten af træet er befolket med fugle.
Det er ren og skær lyrik. Hvem er Tom? Er han fortællerens bror? Er han en del af fortælleren selv?
Er han ren og skær hallucinatorisk fantasi/drøm.
Og hvad med alle de fugle, som jo symboliserer en art frihed i deres sang, i deres flugt, i deres stilhed?
Er Tom bare en lille autistisk dreng? Det er ikke til at sige klart. Det må den enkeltes fantasi afgøre.
Forfatteren skriver selv i fortællingens efterord: Fortællingen om Tom hører sammen med mit liv (…) Alle mine historier indeholder en bid af mig selv. Tom er måske mig, som altid har haft en drøm om at flyve … Autismen er nærværende i bogen – ja, men den kan forvandle sig til så meget mere, for fiktion tillader alt. At tie, le, tænke, græde, føle, udvikle følsomhed. Jeg vil arbejde med det.
Det er på en måde en meget smal fortælling, som stort set ikke handler om noget håndgribeligt, men derimod meget om noget sfærisk: drømme, fantasi, forestilling, musik, (fugle)stemmer og stilhed. Der er en lethed og skønhed over fortællingen, som ikke slipper læseren så let. Tegningerne har en helt egen luftighed, med den pastelgrønne grundtone, som næsten hvert opslag er præget af. Og så er der Toms figur, som er tegnet nærmest som en gennemlyst figur – og ofte med fuglelignende træk såsom næb og øjne, der er placeret på siden af hovedet. Fuglene er ligeledes stiliserede og ligner nærmest origamiske figurer.
Det er en meget speciel, lyrisk og smuk bog. Og hvordan skal man bruge den i fx i undervisningen?
Der er ikke meget tekst at forholde sig til. Så meget desto mere er der at tale om … Måske er bogen i virkeligheden bedst egnet til, at eleverne arbejder med meddigtning på den. Måske endda tegner ud fra den og prøver at ramme de fantasiforestillinger, de selv bærer på? Og med afsæt i bogens illustrationer.
