Døden er til at leve med
Fortællinger om sorg behøver ikke fortabe sig i mørke og skygge. Franske Delphine Perret viser vejen til glæde trods uomgængeligt tab.
I denne lille, finurlige fortælling, møder vi den ældre dame Bigoudi, der lever sit hverdagsliv i New York med sin elskede franske bulldog, Hubert. Bigoudi og Hubert har deres rutiner, når det gælder indkøb, frisørbesøg, den ufravigelige cappucino og selvfølgelig kødben hos slagteren. Bigoudi er et selskabeligt menneske med en stor bekendtskabskreds og mange interesser. Hun og Hubert er uadskillelige, og deres dage slutter altid med, at de sidder og kigger ud over byens lys fra 156. etage, mens de spiser chokoladecigaretter.
Men Hubert er en gammel hund, og en morgen sover han stille ind på sit tæppe. Bigoudi graver sig ned i sin sorg, og hun græder hjerteskærende. Hun isolerer sig fra omverden, der pludselig ikke længere giver mening, og hun låser sin dør.
Således kunne Bigoudi være hensunket i alderdom, hvis ikke der en dag havde hængt en vinduespudser uden for hendes vindue. Han smiler til hende, og hun smiler igen. I sin nysgerrighed læner Bigoudi sig ud af vinduet og falder ud. Hun lander i armene på vinduespudseren, og hun begynder at grine, da han gør hende opmærksom på, at hun har birkes mellem tænderne. Så meget latter har hobet sig op, at hun slet ikke kan stoppe igen.
Hun vender tilbage til tilværelsen i byen, og det fejres med en god kop cappucino.
Franske Delphine Perret har skrevet en bog om glæde og sorg. I al sin enkelhed og kompleksitet. Enkel, fordi det er et grundvilkår i menneksers liv at miste, hvor meget vi end frygter det. Kompleks, fordi Perret med sin fortælling viser, hvor uoverstigelig en sorg kan være, men også, at det nogen gange er tilfældigheder, og tid, der gør, at vi kommer videre. Sorgen er kompleks, fordi vi mange gange selv skal finde vej igennem den, og vejen er sjældent plan og lige til.
Som det åbne menneske hun er, kan Bigoudi naturligvis ikke leve i ensomhed, men hun behøver et skub, eller fald om man vil, for at nå frem til den erkendelse. Vinduespudseren bliver hendes redningsmand.
Spørgsmålet er , om vi så bare er havnet i endnu en børnebog, der skal lære børn om livets ups and downs. Tematisk set ja, men den kan mere end det. Sammen med Sébastian Mourrains små, detaljerede blyantstegninger, der nærmest har karakter af vignetter, får Delphine Perret fortalt sin historie på et diskret og livsklogt niveau, som forholder sig meget nøgternt til den knugende sorg og den efterfølgende glæde, når livet går videre på den anden side. Illustrationer og tekst supplerer hinanden i deres enkelthed, og det er en bog, der meget svær ikke at holde af. Den tager sin barnelæser alvorlig uden at Bigoudis sorg behøver at drukne i mørke og elendighed for at barnet nu også forstår, hvor svært hun har det efter hundens død.
At forklare, at Bigoudi græder i parkeringskælderen, ved busstoppestedet, hos tandlægen og på sin pude er sådan set tilstrækkeligt. Mere skal der ikke til.
Som voksen kan man i forbindelse med højtlæsning vælge at tale med barnet, men i visse tilfælde vil det ikke være nødvendigt, for bogens slutning er på alle måder forståelig for barnet. Døden er uundgåelig og irreversibel, men man kan lære at leve med den.
”Bigoudi” er en børnebog i fineste forstand. Et lille stykke kunst, som både børn og voksne vil have meget glæde af. Om man læser den i børnehaven, skolen eller hjemme i sofaen er sådan set underordnet. Den bør anskaffes og læses flere gange. Gerne med en cappucino til de voksne.
