Asger lænede sig ind til Luke og forsøgte at sige så stille, han kunne: ”Er du sikker på, det er hende, der skal køre? Jeg … jeg tror altså ikke, hun ved, hvordan man gør.”
Han mærkede, at Shun ved siden af kiggede undrende op på ham. ”Køre? Hvad får dig til at tro, vi kører?” Asger ville protestere, men da han kiggede ud ad Shuns rude, gik det op for ham, at bilen faktisk ikke kørte; den sprang fremad og op i luften, og hvert spring blev højere og højere. Han hev sig ind over Shun og kiggede ned. Der var noget inde under bilen. Lange insektben, som bar dem.”
Asger er en helt almindelig dreng, som er vild med at tegne. Han ved ikke altid, hvad det er han tegner. En dag tegner Asger en dreng, som han senere ser i fjernsynet – en dreng, som er forsvundet. Snart begynder Asger at se sære væsner, og ikke længe efter bliver han kontaktet af Olly, som inviterer ham til ”Arkivet”.
Grotten, er et sted fyldt med papirer og underlige arkivskabe. Her holder Olly til sammen med de andre børn Luke, Shun og Miu. De er vogtere, børn med en særligt veludviklet fantasi. De bruger deres barndom på at redde verden fra vilde, mærkelige monstre, som dukker op i sprækker fra andre dimensioner. Asger kommer med på flere af deres missioner og forundres over den verden, der eksisterer
Asger skal nu beslutte, om han vil være en del af ”De glemte vogtere”, eller om han vil gå tilbage til sit kedelige, almindelige liv. Gør han det, vil han glemme alt om vogterne og Arkivet.
En fatastisk debut!
Andreas Boeskov har med ”De glemte vogtere” skabt en helt fantastisk debut af en fantasybog. Der er fuld smæk på handlingen med masser af action. Forsiden er et meget godt billede på det. Her ses et gigantisk kattelignende slangevæsen i kamp mod vogterne på en helt almindelig villavej. Bogen er fyldt med både action og eftertænksomhed. Den sætter til fulde fokus på, hvad fantasien egentlig er for en størrelse, og hvorfor det er så vigtigt, at vi bliver ved med at bruge den.
Den præmis gør samtidig historien virkelig troværdig, for hvem ved? Hvis man nu virkelig har en god fantasi, kunne det så faktisk være, man så verden på en helt anden måde end man ellers ville gøre?
Flere bøger på vej
”De glemte vogtere” er (heldigvis) første bind i en planlagt serie. Det kan kun gå for langsomt med at få udgivet den næste. Udover et par cliffhangere og et ønske om at vide mere om, hvad der sker med Asger og hele slænget af vogtere, er det også bare et univers man har lyst til at dykke længere ned i. Længe leve fantasien!