Denne bog er nummer to i serien om ”Den grå herskers fange”. Her kan man også forberede sig på at møde følgende:
”Bladlinger: Disse legesyge bladklædte blomsterhovedede nonnidyr findes overalt i Nonnisense. De blåbladede bladlinger har fire bladklædte ben og en bladklædt hale.
Løvhalede gøjeslanger: Dette nonnidyr er halvt papegøje, halvt slange og lever i trætoppene i Slyngelskoven i Mellem Nonnisense. De bliver sjældent set i de nedre dele af skoven med mindre de er særligt sultne.
Kilde- kildevældetræer: Kilde-kildevældsskoven strækker sig hen over Nedre Nonnisense fra Klukgræsmarkerne til De Lilla POPsten og foden af SnorkeSneSpidserne.”
Handlingen finder man kort beskrevet på bagsiden. Her står der:
Nonnisense er i fare. Månen falmer, og det går hurtigt. Det er ikke godt! SnorSneSpidserne er endnu mere gnavne end normalt, løvhalede gøjeslanger endnu mere sultne end normalt, og Det Grå Rige vokser hastigt og spreder sit mørke. Hvad sker der med den tapre ekspedition, mens kaos rykker frem i Nonnisense? Kallum har samlet en lille, modig månemalerhær, og de ved, hvor de skal hen, men ikke helt hvordan, eller hvad der skal ske, når de når frem. Spizpot og Hiphop slog spadehalebæverne på egen bane, men det har forsinket dem og deres hold meget. De er stadig langt fra Det Grå Rige, og tiden er knap. Hver forsinkelse kan betyde enden på Nonnisense! Vennerne har håbet i behold, og de har hinanden, men er det mon nok …?
Også denne bog vil have sine favoritlæsere, der må være elskere af nonsens, mærkelige dyr og sjovt sprog. Det er en bog, der egner sig til oplæsning, hvor man sammen kan glæde sig over de helt særlige dyr, planter og måner, der findes.
Illustrationerne er også her fantastisk smukke, underfundige og illustrative, mens teksten for mange (voksne oplæsere) vil være vildt trættende med dens spjætlort, blip og humlefantører. Det er ikke alle, der glædes lige meget over så megen nonsens på 192 sider.
