De fleste voksne er lige så kedelige
som en indkøbsvogn.
(Indkøbsvogn)
Ta´den!!!!!
Drømmecykler og fodboldhunde er en herlig digtsamling for børn mellem ti år og nioghalvfems. Digtene er skrevet med skarp pen, veloplagt, finurligt, fabulerende, sjovt, humoristisk og trist og sørgeligt. Her er en vis ”fremmedhed” for barnelæseren, der i digtene ikke udelukkende møder sig selv eller jævnaldrende, men kan spejle sig i så meget andet vigtigt, såsom drømmecykler, fodboldhunde, garnnøgler og kul.
Digtsamlingen er Carsten René Nielsens første digtsamling for børn efter ti samlinger for voksne.
Her i Drømmecykler og fodboldhunde danner han team med illustratoren Mette Marcussen, og hendes lige så legende og fabulerende illustrationer, smyger sig om verbalteksten og tilføjer den nye vinkler og tolkningsmuligheder.
Digtene er på overfladen rimelig nemt læste, men kræver alligevel en evne til at undre sig, læse mellem og bag linjerne for at få størst muligt udbytte af dem.
De to titeldigte ”Drømmecykel” og ”Fodboldhunde” er gode eksempler på tonen i digtene:
Drømmecykel:
Man kan godt cykle i søvne.
Alt hvad det kræver, er en cykel,
der kan køre i drømme.
Du ved, én af den slags cykler,
der kan køre helt af sig selv,
som sad der en usynlig mand på cyklen
og trådte i pedalerne.
I ”Fodboldhunde” mødes kvarterets hunde til en rigtig fodboldkamp på banen ved skolen, når mørket er faldet på.
Efter kampen: er spillerne varme og tørstige,
men de tager alligevel en omvej hjem,
så ingen skal kunne gætte sig til, hvad de har lavet.
Næste morgen er eneste spor fra kampen,
at endnu et af kvarterets børn
ikke længere kan finde sin fodbold.
Digtene i Drømmecykler og fodboldhunde anbefales varmt til nysgerrige børn. Digtene vil gøre sig rigtig godt i en undersøgende danskundervisning, hvor lyrik, sprog, sprogbilleder, metafiktion og andet godt er i fokus. En danskundervisning, hvor oplæsning også er på programmet, for der gør digtene sig også noget så fint.
Endelig er Drømmecykler og fodboldhunde endnu et eksempel på, at der i disse år bliver kælet for bogen som medie: Format, layout, verbaltekstens placering i forhold til illustrationerne og omvendt. Se blot på Mette Marcussens illustration af drømmecyklen på omslaget. Smukt.
Hvad med de kedelige indkøbsvognvoksne fra indledningen?
En dag skulle man lukke de kedelige voksne
inde i et fryserum, kun iført undertøj.
Der skulle stå en indkøbsvogn derinde,
og indkøbsvognen skulle være helt fyldt
med fotografier af indkøbsvogne.
Så kunne de stå derinde og diskutere,
hvad meningen er med de indkøbsvogne,
og man ville først lukke dem ud,
når de er blevet så kolde,
at deres næser er frosset til is
og der brækker et lille stykke af,
hver gang de nyser.
Her i Drømmecykler og fodboldhunde får de voksne, herunder dansklærere, læst og påskrevet på en måde, der vækker til eftertænksomhed. Og digtene viser sig ikke kun at være rettet mod børn i traditionel forstand. Læs dem, nyd dem og brug dem.
Carsten Rene Nielsen
Mette Marcussen
Skriveøvelser til Drømmecykler og fodboldhunde findes her:
Skriveøvelser til Drømmecykler og fodboldhunde