I Hasulle Banulle kan ikke sove, møder vi Hasulle Banulle, som er et lille temperamentsfyldt væsen, der er bor i en mobilmast inde i byen. Han har en
tyk, rød pels, fem ben og fem flotte gummistøvler. Nu er det blevet sovetid og Hasulle lægger sig til rette, … men hvad er nu det? Han kan slet ikke sove. Heldigvis kommer han i tanker om, hvad voksne mennesker tit bliver rigtig trætte af – larm!
Chr. Winther har med Hasulle Banulle skabt et pudsigt, hyggeligt og lettere kolerisk lille monster, der rimer meget og gør en masse ting, der ligger lige på grænsen af, hvad man må: i denne tredje bog i serien kaster han sig ud i en larmekoncert, der vækker hele gaden, så han selv kan blive træt nok til at falde i søvn.
Teksten er næsten hele vejen igennem kortfattet og oplæsningsvenlig: ”Hasulle løb ned på gaden. Han begyndte at råbe højt. Og synge. Og skrige!” mens illustrationerne er enkle, farverige og velegnede til at vise frem for en børnegruppe. Denne bog er hele vejen igennem holdt i samme mørkeblå baggrundsfarve som forsiden, hvilket giver et fint indtryk af mørk aften.
Som i de to forgængere stikker det allersidste opslag lidt ud, både i forhold til sprog og målgruppe. Her fokuseres der i ordspilsform over koncepterne træthed og søvn: ”Man bliver træt, hvis man ikke SOVER. Men man bliver også træt af ikke at KUNNE sove. Og hvis man skal SOVE om natten for at holde sig vågen om dagen, hvorfor er jeg så VÅGEN om natten, når jeg skal sove? Det er TRÆTTENDE!”
Det virker noget malplaceret og svært for alvor at få en dialog om, med størstedelen af den aldersgruppe, bogen ellers henvender sig til i form og indhold. Selvom det da i øvrigt er en meget sjov sproglig overvejelse.
Mange børn fra de ældste i vuggestuen til de yngste i indskolingen, vil uværgerligt falde for Hasulles elskelige temperament og frækhed, og Hasulle Banulle er da også både enkel og sjov at læse op for den voksne. Denne bogs fokus – Hasulle, der larmer for at blive træt – er ikke ligeså underfundigt virkelighedsnær som i den første, hvor Hasulle blev forklaringen på børnehavens forsvundne gummistøvler, og den virker ærligt talt en smule søgt. Men er man allerede faldet for Hasulle Banulle, er den da bestemt en læsning værd.
