Det er et mysterium, som ingen endnu har løst, og spørgsmålet er, om det nogensinde bliver løst. Hvordan kommer julemanden ned gennem skorstenen? Men også hvordan undgår han at blive møjhamrende beskidt af sod på vej ned, og det helt store og afgørende spørgsmål; sidder han aldrig fast?
Det er åbenbart en global problemstilling, som amerikanske Mac Barnett, har taget mod til at stille spørgsmål omkring. Han har fået hjælp af canadiske Jon Klassen, hvis streg er perfekt julet til at understøtte historien. Skulle man have glemt, hvor tålmodig en julemand er, så se på Klassens tegninger, når julemanden skal håndtere smalle skorstene og imødekommende hunde, hvis navne han selvfølgelig kender på forhånd. Det er netop derfor, de hunde aldrig gør, når han kommer dumpende ned gennem skorstenen.
Bogen henvender sig til mindre børn, der vil more sig over de udfordringer, som julemanden møder på sin færd rundt med kane og rensdyr.
Bogen er ikke ordrig, men holdes i et tilpas afdæmpet sprog, der understøttes af Jon Klassens illustrationer, hvor julemanden ses med hovedet oppe og benene nede og omvendt. Bogens omslag viser en lidt eftertænksom julemand, der nærmest ser ud som om, at det lige der går op for ham, at han egentlig aldrig har tænkt over, hvordan han kommer ned gennem den lige lovlig snævre skorsten.
Barnett giver ingen svar, og hvordan skulle han også kunne det? Han er bare glad for, at julemanden nu engang kan komme op og ned gennem skorstene, uanset hvordan han så gør det. Kommer han i øvrigt op på samme måde, som han kommer ned?
Bogen kan roligt bestilles til skole- og folkebiblioteker, hvor den vil pynte i kasserne med julebøger. Derhjemme kan den uden problemer nås som godnat- eller hyggelæsning, og læser man den op for en mindre klasse, så kan børnene efterfølgende tegne, hvordan de tror, at julemanden kommer ned gennem skorstenen. For uanset, hvor meget man får forstand, bør man ikke miste sin tro på en julemand.