”Hjemme på altanen brugte Inga og Ingolf pindene, et tæppe og noget snor til at lave et telt. De spiste aftensmad i junglen.”
Der er ikke særlig vildt på syvende sal, og slet ikke, hvis man drømmer om at være i junglen. Inga og Ingolf samler ting sammen i parken, og heldigvis har de så rigelig med fantasi, at de mange ting, de finder, kan blive til en jungle ude på altanen, når de kommer hjem fra udflugt i parken igen.
Illustrationerne viser Inga og Ingolf som et henholdsvis blåt og et rødt væsen med store øjne og en krop, hvor hovedet sidder helt ”halsløst” på kroppen. Alle illustrationer er i rød, hvid, blå og gul, og skriften er håndskrevet og sort hele vejen igennem fortællingen. Det er enkle og genkendelige illustrationer, der giver masser af plads til læserens egne tanker.
Inga og Ingolf burde få lov til at sove på altanen. I teltet, de selv har lavet. Der er ikke megen jungle over syvende sal, det er helt sikkert, så man må bruge det, der kan findes.
Til tider kan man tænke: Hvad handlede denne bog om? Hvorfor skulle man egentlig læse den? Hvem vil synes, den er spændende, interessant, rammende eller sjov?
”I en jungle på syvende sal” giver anledning til at stille de spørgsmål. Det er en bog, der har flere sidebemærkninger i den korte tekst. Og moralen? Er det mon, at der ikke findes jungler på syvende sal? Måske. Det er en sær bog.
