Min mor var min sol, min måne og alt var pakket ind i vidunderlig musik, øjeblikke af luksus, kærlighed og en fløjlsblød overdådighed.. Hvilket gør det svært at forlige sig med, hvor vi er nu, hvordan vi er nu. Sådan er den ene halvdel af ”Ikke alle drømme dør” en fortælling om et mor-datter-forhold, hvor moderens karriere som operasanger lider et knæk. Det knækker også moderen, og hele den familiære del danner baggrunden for den overlevelsestur, der er bogens anden del.
På overlevelsesturen i den canadiske vildmark deltager en række traumatiserede unge, det er unge med fængselsbaggrund, prostitution, selvmordstanker og alle mulige slags mindreværd. Turen skal ruste dem til at møde livets mange udfordringer med selvstændighed og dømmekraft. Ingrid (og det hedder den canadiske pige, der er hovedperson) har et ironisk og distanceret forhold til hele konceptet, som hun udelukkende gennemfører, fordi hendes mor har lavet den aftale med hende: det er prisen for at få lov at studere sang, musik og teater på en særlig skole i London.
Det er endelig sengetid. Tid til at sove sammen med øko-hippien og eksfangen. Den gode nyhed er, at der ikke burde være myg inde i teltet. Den dårlige er, at jeg ikke ved, hvordan jeg overhovedet skal kunne sove i en sådan fremmed langt-ude-situation. Ingrid skal overleve at vandre lange distancer hver dag, bære sin egen bagage, sejle i kano på en strømmende flod, spise mad fyldt med insekter og myg, sove i telt sammen med andre på meget lidt plads, undvære almindelige sanitære foranstaltninger, lede vandreture, bære kanoer og i det hele taget bliver alle i gruppen udfordret på fysik og psyke.
Der er krydsklip mellem tiden før (hjemme hos mor, i skolen, forholdet til Isaac) og vandreturen (sved, ømme muskler, rundkredssamtaler). Der opbygges en suspense, der fungerer rigtig godt. Nok er den ”amerikansk” (ja, eller canadisk) med en tydelig rundkredspædagogik, skoletradition og ”fortæl om dit liv- samtaler”, men den er også elementært spændende. Ingrids ironiske distance til sin egen krise er sprogligt vellykket, og man er som læser optaget af, hvad der i virkeligheden lå bag tilmeldingen til turen.
Det er B.S. Christiansen-pædagogik i Canadas vildmark, men det fungerer godt i denne fortælling, hvor det ikke hver gang er de lyserøde slutninger, der tages frem. Der er mange myg, og de forsvinder ikke. Der er også mange strømfald i floden, men der er ikke nogen, der dør. De ydre rammer med en bjørn, skovbrand, slanger og kryb er udelukkende med til at sætte Ingrids sind i relief: Hendes sind er lige så uvejsomt og fyldt med farer som den canadiske ødemark er.
Men hun klarer det. Moralen er – ikke uventet – at man ”blot” skal overvinde sig selv, at man ikke kan klare sig alene, at der altid er nogen, der vil låne en et øre eller bære kanoen et stykke på vejen.
”Ikke alle drømme dør” – og det gør Ingrids heller ikke. I hvert fald ikke i denne bog.
P.S: ”Sonar er for dig, der kan lide at læse om livet. Når det er tindrende lykkeligt, men også når det er mørkt og råt og gør ondt.” Andre bøger i Sonar-serien er fx ”21 måder at dø på” af Sarah Engell . De fleste bøger i Sonar-serien er ”amerikanske” (”Sandheden om Alice”, ”Moskitoland” med flere. ”Amerikanske” betyder her, at de har collegestuderende og high-school-elever som hovedpersoner.) Sarah Engells bøger har langt mere dansk socialrealisme, hvor livets hårde krav slåer langt mere end de gør i de mere regulerede og overvågede amerikanske unges liv.
