“Karlas fantalastiske bog om venskab” handler om Karla og hendes klasse, der er kendt fra en animationsserie i DR programmet FredagsTamTam. Universet er skabt af Tor Fruergaard og Michael Hegner.
Bogen er en højtlæsningsbog til børn i alderen 5 – 10 år. I bogen gennemgår Karla og hendes gode venner fra Regnbueskolen 2.B, en masse hverdagsproblemer som de sammen må løse. Eksempelvis kommer Karla til at ødelægge ormen Gorms tegning, hvilket resulterer i, at Gorm og Alex ikke gider lege med hende. Karla bliver varm i brystet og ret ked af det. Det var jo ikke med vilje – eller vanilje, som Karla siger. Heldigvis har Karla andre gode venner, som kan give gode råd og hjælp. Hver historie i bogen er baseret på en episode fra animationsserien. Alle vennerne repræsenterer en følelse. Karla er gul, hvilket passer helt perfekt til hendes ivrige og nysgerrige væsen. Heinz og Flemming er begge vilde med fodbold, men de har også begge et stort temperament. Fælles for alle 21 i elever i klassen er, at de rummer store personligheder og mange store følelser.
Udover ”Karlas fantalastiske bog om venskab” følger også dagbøger skrevet af nogle af vennerne. Karla, Heinz, Flemming og Filucca har nemlig hver udfyld en dagbog, hvor man kan lære dem endnu bedre at kende. De har blandt andet skrevet om deres familie, deres bedste ven, deres hjem og meget mere. I dagbøgerne er det muligt for nye læsere at læse med. Dagbøgerne er skrevet i et letlæseligt og humoristisk sprog, hvor den enkelte figur virkelig får lov til at skinne igennem.
Billederne fra oplæsningsbogen er taget direkte fra serien. Dog indeholder dagbøgerne deres helt egne illustrationer, der er tegnet som figurene selv ville have gjort det.
“Karlas fantalastiske bog om venskab” er hjertevarm og humoristisk og egner sig til højtlæsning både hjemme, men i allerhøjeste grad også i skolerne til undervisningen, da man på Gutkinds hjemmeside kan finde et aktivitetshæfte, hvor man kan lære at tegne Karla, lave sin egen dagbog, farvelægge og andre sjove aktiviteter.