Lille Theo tegner

‣ Forfatter: Andrea Beaty

‣ Illustrator: David Roberts

‣ Oversætter: Lotte Salling

‣ Forlag: Gads Børnebøger

‣ Udgivelsesår: 2022

‣ Pris: 334,95

‣ Målgruppe:5-10 år

‣ Sidetal: 40

‣ ISBN: 9788762740907

Theo elsker at tegne og:

”Hver eneste dag tegner Theo lidt mer´
af sin verden og alle de blomster han ser.”

Lille Theo tegner er en sympatisk billedbog, der tegner et billede af en lille drengs udfordringer
med ordblindhed gennem en rimet tekst og farvestrålende illustrationer.

Theo vokser op i en kærlig familie, og alle grundlæggende forudsætninger for et lykkeligt liv er til
stede. Theo drømmer om at blive forfatter, og hans største drøm er at skrive historier, men
bogstaverne er:

”Umulige streger, der driller og hopper
Og vender sig på ho´det som fjollede lopper.”

Theo oplever alle de frustrationer og skam, som der ofte er forbundet med ordblindhed, der ikke
er blevet diagnosticeret, men han erfarer undervejs i historien, at historier også kan fortælles i
billeder, og Theo elsker at tegne.

Ordblindhed (dysleksi) har været et tabubelagt og misforstået felt, som heldigvis i disse år bliver
italesat i en konstruktiv forståelsesramme, der medvirker til afmystificering og også gør op med
krænkende fordomme. Litteraturen kan spille en rolle her, idet vi i fiktionen kan møde os selv og
andre og på den måde identificere os og opnå indsigt i vores medmenneskers liv. Lille Theo tegner
bidrager til både identifikation og forståelse for andre menneskers udfordringer, ligesom den så
fint fortæller en historie om, at drømme kan udleves på mange forskellige måder på trods af, at vi
som mennesker ikke er ens.

Lille Theo tegner er ikke en kunstnerisk nyskabende perle, da den er tydeligt tematiseret. Den er
dog en sød og også tiltrængt brugsbog, der i familien, i storbørnsgruppen i børnehaven, i SFO´en
og i klasselokalet kan medvirke til information og forståelse for ordblindes udfordringer.
Teksten er gendigtet og oversat til dansk af Lotte Salling, som vi kender fra lignende rimede brugsbøger.

Rimene virker og fungerer som en kendt litterær børneappellerende faktor. Forfatter
og illustrator har med deres amerikanske udgaver vundet flere priser, men i en
dansk
børnelitterær kontekst fremstår Lille Theo tegner som en lidt sød og ligetil
henvendelse…men har
vi ikke alle brug for det engang imellem?

 

Anmeldelsen er skrevet af Betina Falsing

Gode historier er flyvende kufferter, der bringer os udover horisonten, hvor nye historier begynder. Denne rejse forsyner små mennesker med en bagage fuld af fremmederfaringer, som skaber livsduelighed og lykke. Som bibliotekar og som Betina har det, de sidste 25 år, været min mission at være rejseleder og sætte børn og unge ombord på de flyvende kufferter og ud på de vildeste dannelsesrejser i litteraturens verden. Jeg har selv taget rejsen, inden jeg tilbyder dem en billet, for jeg læser stort set alt og også ganske bredt, da vi som mennesker er forskellige. Glæden ved jobbet som dannelsesrejseleder rækker udover bibliotekarens formelle arbejdstid, og jeg arbejder efter arbejde med at sælge billetter i udsatte boligområder, jeg skriver artikler og jeg sidder i juryen for Kulturministeriets Forfatterpris.