Hvis du står på Vesterbro Torv, og det er en lun aften i maj, og folk sidder uden for cafeerne og er i højt humør, og vinduerne og altandørene står åbne til de fleste lejligheder, og børnene kommer alt for sent i seng, så ser du nok en pige komme gående sammen med en flot dame i kjole og højhælede guldsandaler.

Mona bor sammen med sin far, Jan. De bor sammen i en lejlighed, og der er i den grad ubalance i deres måde at bo på, for de er nemlig alene. Monas mor er død. På hjemvejen blev hun på sin cykel påkørt af en bilist og døde. Det var ved juletid – og det sænkede et mørke over deres liv ikke bare ved højtiden, men flere år sidenhen. Fx har Jan en julegave liggende, som moderen havde købt til ham, og som hun havde med sig på cyklen, da det gik galt; den har Leif aldrig kunnet få sig selv til at pakke op. Selv dørskiltet har de ikke ændret på Jan & Debbie – og Mona står der.

Jan er postbud, men har en forfatter i maven, og han skriver digt efter digt.

Susanne er Monas voksenveninde, og bor i opgangen sammen med Jan og hende. Susanne er sangerinde af klassisk tilsnit, og hun øver med stort orkester, som det hedder. Hun giver oven i købet koncerter i det store udland, Paris fx

Om disse tre udspinder kernehistorien sig – og med den døde Debbie som en slags underliggende membran.

Det hele bliver fortalt og orkestreret på fineste og empatiske vis. Man kommer virkelig til at holde af Mona og Jan – og Susanne, der har den fineste fornemmelse for, hvorledes hun skal forholde sig til de to ulykkelige mennesker. For Mona er det ekstra svært – og det er det naturligvis også for Jan – for hun er i grunden en glad pige, der ser optimistisk på tilværelsen, hvorfor bogen jo også hedder Mona Morgenglad, som er deres familienavn, et navn Jan ikke umiddelbart kan leve op til. Thi for Jan er det anderledes og et sted hedder det med bogens velgørende og underfundige humor således: Det med Gud er Jan nu ikke helt sikker på. Men i hvert fald fødes nogle med godt humør og andre med fuldstændigt gehør eller meget blå øjne./ I Jans familie har de hverken godt humør eller fuldstændigt gehør. Til gengæld har de blå øjne, og de er altid gået tidligt i seng og er stået tidligt op.(17).

Og da Jan altid har været en, der vågnede tidligt, ja, så kunne han jo lige så godt blive postbud?! Hvilken skøn logik.

Jan får antaget sine digte, der udkommer som digtsamling, og efterhånden får han så meget syr på sit liv, ikke mindst med hjælp fra Susanne, og selveste juleaften holder de da også sammen. Godt nok uden juletræ, men: Skidt med det, I har jo mig, som Susanne siger, og det bliver godt, som det kan blive, så godt at Mona kan ønske kammeraten Danny god jul ved at sige til ham: Gladeste jul!

Økonomisk træder familien vande. Da Jan får udgivet sin digtsamling holder han op med at arbejde (og sådan et forskud kan man jo ikke leve på i lang tid). Så den står ofte på risengrød. Og da Mona ønsker jeg en vinterjakke, så må de købe den i genbrugsbutikken og i en størrelse XXL. 40 kroner koster den og den sidste tier af den 50’er, han betaler med, er lige til en liter mælk. Det er til at tude over, men som en anden deus ex Machina dukker Susanne op og redder situationen – og det er ikke den eneste gang.

Men det er synd at røbe mere fra denne hjertevarme og herlige bog, som bestemt er en feel good bog. Og hvad den ender med – om Susanne fx kommer tættere ind over, det må man læse sig til – men gør det, det betaler sig.

Marianne Verge er født 1976, og uddannet beklædningsdesigner og dertil er freelance-modejournalist. Hun debuterede i 2010 med bogen Wendys vidunderlige verden.

Els Cools (1966) har ud over denne fine lille bog illustreret mange andre børnebøger fx novellesamlingen Tabernabo, 2010 og Dorte de Neergaards: Med eller uden bryster, 2009. Derudover kan man om hende sige, at hun er uddannet fra VSVU, Akademi i Bratislava i Slovakiet 1990-1991 (illustration og grafik), Sint-Lucaspaviljoen Antwerpen i Belgien 1985-1989 (illustration og grafisk design), De Koninklijke Akademie van Antwerpen 1984-1985 (grafik), og hun har haft talrige soloudstillinger  og deltaget flere gruppeudstillinger i både ind- og udland.

Romanen vil både være velegnet til selvstændig læsning og som en højtlæsningsbog for en 2-4. klasse. Ikke mindst fordi den rummer godt samtalestof om fx Sorg, tab, overlevelse, (ny) forelskelse. Dertil kommer, at bogen er dejlig at læse op, fordi den sprogligt er en stor fryd. Så det er bare om at komme i gang. Måtte Mona møde så mange som muligt.