”Det hele startede, da jeg var barn. Jeg var nok omkring syv år gammel. Alle i min by gik og undrede sig
over, hvordan der mon så ud oppe i himlen, og hvad der mon fandtes deroppe. Nysgerrigheden voksede for
hver dag, der gik, indtil en dag, en landmand og en skovhugger lavede en aftale om at forsøge at opfinde et
træ, som kunne vokse sig helt ind i himlen, så man kunne kravle derop.”

Serien Mosters Løgnehistorier bygger på kendte vendinger og ordsprog. Denne bog, nummer to i serien,
tager fat i vendingen om at træerne ikke vokser ind i himlen.

Rammefortællingen er børnene Tut og O, som ligger i haven og kigger på skyer og finder på historier om
hvad de tror der er oppe i himlen. Deres moster kommer ud til dem for at høre hvad de laver, og her
fortæller hun historien om da hun selv var barn, og nogen i hendes landsby opfandt et træ, der voksede sig
helt ind i himlen. Da træet var vokset til, ville ingen af de voksne klatre derop, men Moster meldte sig
frivilligt. Da hun kom op i himlen, var der fyldt af forskellige slags aber, som Moster blev gode venner med
og legede med.

Mosters løgnehistorie – om dengang træerne groede ind i himlen er en sjov historie om den skøre, seje
moster, der har oplevet så mange skøre ting i sit liv.

Jeg synes det er prisværdigt at forsøge at opfordre til en god snak om forskellige vendinger eller ordsprog,
som mange af vi voksne bruger i hverdagen, men som godt kan virke helt skøre for børn.

Bogen er gennemillustreret i farver af Josefine Kofoed med en naturlig, virkelighedstro streg.
Billederne er med til at understrege handlingen i bogen, og især de mange forskellige aber,
Moster ser da hun kommer op i himlen, har en særligt høj nuttethedsfaktor.
Bøgerne om Mosters Løgnehistorier kan godt læses uafhængigt af hinanden.