Nataberne elskede denne nattetime lige så meget som Bea, for det var den time, hvor de alle kunne være frie.
Bea adskiller sig fra alle andre i sin familie. Hun kan se nataberne. Om natten, når stjernerne, som far har sat fast på loftet, skinner ned til hende, så ligger hun i sin seng og falder i søvn, som hun skal og bør og drømmer, som alle andre drømmer, om både dyr og fisk.
Men i den kølige time mellem to og tre er hun som den eneste i huset vågen. Og det er her, det sker. Mens hunden sover, mens far og mor snorker og sover de uskyldiges søvn, så huserer nataberne. Mors abe er en der er klædt i al mulig slags tingel-tangel og med stærke farver. Fars abe kører på cross-motorcykel med motorbriller og styrthjelm, Elians natabe går med nørdede briller og er ret fræk. Sagen er, at Elians natabe ikke kommer så tit, fordi Elian selv er en natteravn og ofte først kommer hjem sent ud på natten.
Men i det hele taget er det ikke kun familien, der er udstyret med en natabe. Også Alma har en – ja, i virkeligheden har alle en. Men ingen ved af det – med undtagelse af Bea. Og aberne er lige så fjollede og umedgørlige, som de er alle steder. Som vi kender dem så godt.
Men en nat sker det. Elians abe står pludselig hos hende og vil have hende med, og fra antenne til telefonledning og via træer og tage går det mod byens torv. Og her er alle aber forsamlet. Og da de får øje på, at der er en pige iblandt dem, så udbringer de et længe leve for hende ofg udnævner hende til hædersgæst, og til hendes ære opfører de et show: Mors abe synger blues, fars laver et kæmpehop med sin motorcykel. Men hvorfor?
Det går op for Bea, at aberne udfører lige netop det, som deres sovende mennesker inderst inde ønsker sig, at de turde gøre, men som de ikke kan.
Men hvorfor har Bea så ingen abe? Bea får lov til at gøre, hvad hun har lyst til, så hvorfor ønske sig at v ære en anden?
Om morgenen skal Bea lige til at fortælle om nataberne – men nej, de må være hendes hemmelighed. I stedet går hun i haven og leger med hunden Leo
Lakambini Sitoy stammer oprindeligt fra Fillippinerne hvor hun tidligere har udgivet to novellesamlinger. På dansk har hun fx medvirket i antologier: Ansigter. Sydøstasien fortæller (Forlaget Hjulet) og Herfra min verden går (Dansk PEN). Hendes første roman: Sweet Haven er ligeledes udgivet på Fillippinerne.
Lillian Brøgger er en velkendt skikkelse som illustrator. I 2010 modtog hun Kulturministeriets illustratorpris. Og hendes arbejde som illustrator løber op i mere end 100 bogudgivelser.
Denne charmerende billedbog – både på tekst og billedside er det en nydelse at sidde med som voksenlæser. Den er velegnet til højtlæsning for børn fra 5 år og opefter – men man må huske, at tilhørerne skal have mulighed for at følge med på billeddelen. Den kan selvlæses fra 7-8 år.
Eneste lille malurt, man kunne dryppe i bægeret er, at fortællingen bliver lige pædagogisk og didaktisk nok, da den giver sig af med at forklare, hvad det er for noget, med de der nataber og hvorfor Bea ingen behøver.
