Polle Frø

‣ Forfatter: Sten Platz

‣ Illustrator: Sten Platz

‣ Forlag: Turbine

‣ Udgivelsesår: 2016

‣ Målgruppe:4+

‣ Sidetal: 40

‣ ISBN: 9788740613469

Oluf blev pludselig bange… Han løb alt, hvad han kunne og gemte sig på pigernes toilet, i skam og frygt for Polle og de mange frøer, som nu stod sammen. Men Polle og de andre frøer tænkte ikke på hævn. De var bare glade. De vidste, at Oluf Tuds aldrig ville turde gøre dem noget igen – så længe de blot stod sammen.

Polle Frø er meget bange, når han er i skole. I frikvartererne gemmer han sig på toilettet og venter på at klokken ringer ind til time igen. Han bliver nemlig mobbet af den store tudse Oluf, som er en rigtig plageånd og som truer med både buksevand og tæsk.

Polles storesøster Laura tager en god snak med Polle og forklarer ham, at han ikke skal være bange for Oluf, men tværtimod er nødt til at tage kampen op med ham, og at det der gør Oluf magtfuld, er at han ved at han kan gøre Polle bange.

Efter skole konfronteres han af Oluf uden for skolen. Først bliver Polle helt forstenet af angst, men så kommer han i tanke om hvad Laura har fortalt ham og brøler højt ”BØLLEFRØ!”. Polle får alligevel tæsk, men bliver pludselig grebet af mange hænder, der holder ham højt oppe i luften. Det er alle de andre frøer fra skolen, der nu står sammen i flok og til sidst råber til Oluf: ”Måske er vi små – men sammen er vi større end dig!”. Oluf bliver bange og løber alt, hvad han kan, fyldt af skam og frygt. Men de andre frøer tænker ikke på hævn, de er bare glade for at være sluppet af med bøllen.

Sten Platz har både skrevet teksten og illustreret bogen, og begge dele fungerer godt. ”Polle Frø” er en rigtig fin brugsbog om mobning til de ældste børnehavebørn og de yngste skolebørn. Der er en masse gode tanker i bogen; om det at konfrontere sin frygt, om at stå sammen og være stærkere i flok, og om ikke at søge hævn, men i stedet fokusere på at være gode venner alle sammen. Bogen slutter da også meget idyllisk med et billede af Polle og storesøsteren Laura, der går sammen hjem fra skole i den nedgående sol.

Illustrationerne er virkelig fine, farverige og med en både sød og sjov streg. Frøerne er ret kære at se på med deres store øjne, bøllen Oluf er til gengæld tegnet som meget stor og grov med buskede øjenbryn. Det er også en sjov detalje, at man på forsiden ser Polle løbe rædselsslagen væk fra noget, med øjnene vendt bagud, og når man så vender bogen, ser man på bagsiden den store, vrede bølle Oluf være efter ham.

Alt i alt en dejlig billedbog om mobning og om at få sagt fra. Bogen vil fungerer rigtig fint både til læsning i hjemmet og til brug af pædagoger i børnehave eller lærere i skole som baggrund for en snak om mobning.

http://www.turbineforlaget.dk/

http://stenplatz.dk/

Anmeldelsen er skrevet af Line Frømann Ehlers

Line er uddannet bibliotekar DB anno 2007 og har arbejdet som bibliotekar siden; først på Herning Bibliotekerne og siden 2017 på Skive Bibliotek. Hun elsker det gode gys, både for børn og voksne, og læser derfor meget i den genre. Hendes litterære interesser spænder dog vidt, så hun elsker også en god fantasyroman eller dystopi. Efter Lines liv er blevet beriget med to fantastiske børn, er hun helt naturligt også blevet interesseret i bøger for de allermindste, herunder billedbøger, letlæsningsbøger og højtlæsning - der læses generelt i uhyrlige mængder på hjemmematriklen. Line har anmeldt både børne- og voksenlitteratur flere steder bl.a. i Herning Folkeblad og flere steder på nettet.