Sallys far skal virkelig quizze

‣ Forfatter: Thomas Brunstrøm

‣ Illustrator: Thorbjørn Christoffersen

‣ Forlag: Carlsen

‣ Udgivelsesår: 2024

‣ Pris: 129,95 kr.

‣ Målgruppe:fra 5 år

‣ Sidetal: 88 sider

‣ ISBN: 9788727138954

Denne udgave af Sallys far er lidt en særudgave, for nu skal læseren aktivt tage stilling til Sallys fars mærkværdige fortællinger. Det hele starter med, at Sally synes det i tv’et er superkedeligt, men her må Sallys far bryde ind, for da han var barn, var det i tv’et meget mere kedeligt! Det var sort/hvid og fyldt med pausefisk. Det lyder lidt fjollet synes Sally. Er det overhovedet rigtigt?

Og her stopper festen ikke for Sallys far, han er kun lige gået igang. Nu vælter det ud af ham med gode historier, men hvor meget af det kan man egentlig tro på? Det må læseren selv tage stilling til undervejs.

Som altid er Sallys far bøgerne underholdende og fyldt med god farhumor. Samtidig får man som læser et indblik i en super kærlig familie, som minder om en helt almindelig familie. De mange skøre situationer og karaktererne i bogen giver et godt indblik i hverdagens små, gode øjeblikke.

Forfatter Thomas Brunstrøm er selv far til en Sally og Eddie, så måske er alle disse finurlige fortællinger et indblik i forfatterens eget liv – hvem ved.

Illustrationerne er som altid realistiske, men en smule karikeret, så man ikke er i tvivl om, hvordan karakterende føler eller tænker. Lige som det skal være i sådan en børnebog. I denne bog skifter både illustrationer, sidefarve og tekst form, alt efter om det er en del af historien eller en røverhistorie, som Sallys far fyrer af. Derudover kan svarene på de mange spørgsmål findes ved at vende bogen på hovedet på den læste side. Sjov interaktiv detalje.

 

Alt i alt endnu en fantastisk børnebog til enten oplæsning eller selvstændig læsning til de yngste i børneflokken.

 

Anmeldelsen er skrevet af Louise Sommer

Jeg studerer til lærer på UCN i Aalborg. Her læser jeg dansk, kristendomskundskab og billedkunst til indskolingen og mellemtrinnet. Udover at studerer, arbejde og læse er jeg mor til en dreng og bonusmor til 2 piger. Derudover er jeg bosat i Gistrup i et dejligt hus. Jeg elsker både bøger til børn, unge og voksne. De bøger, hvor jeg lærer nyt, bliver fanget fra starten eller får noget at tænke over, er mine favoritter.