Engelske Joe Abercrombie skruer igen op for den store historie, når han i ”Den halve verden” tager læseren med på togt på vikingeskibet Søndenvinden med pigen Torn Bathu, der ved et uheld har slået en mand ihjel.
Torn kæmper med sin trang til kamp, og hendes glødende temperament spænder gang på gang ben for hende. Hun må lære at kæmpe med hovedet, når stridslysten tager over. På togtet udfordres hun på sine idealer, som hun lærte af sin far, der faldt i kamp.
Med på rejsen er også Fader Yardi, kongens rådgiver med den visne hånd, der med snilde og strategi forsøger at løse de politiske tråde i konflikten med Storkongen, og som på sin egen direkte og ikke udprægede faderlige måde forsøger at passe på Torn. Og det er ikke nogen let opgave.
Kender man Joe Abercrombies forfatterskab, vil man genkende Fader Yardi fra første del af Det Splitrede Hav, som dog har mere fokus på Yardi som hovedperson. I ”Den halve verden” er Torn den primære fokalisator. Hun deler dog rollen med den usikre kriger Brand, der er blevet vanæret, fordi han forsøgte at redde Torn fra dødsstraf. Hvilket også lykkedes. Den alvidende fortællerstemme kender desuden til Fader Yardis brogede fortid som falleret konge med komplekser.
På bogens forside udtaler forfatteren til ”Game of Thrones”, George R.R. Martin, at ”Den halve verden” fangede ham og nægtede at give slip. Jeg kan godt følge ham. Det er en gribende fortælling, og Abercrombie har sans for sprog. Er man, som undertegnede, til vikingeberetninger og fantasy, så er her en mere eller mindre perfekt bog. Jeg kan ikke undlade at nævne ligheder med Josefine Ottesens ”Helgi Daner” fra 2014. Vi er i en fantastisk vikingeverden, der for så vidt sagtens kunne være vores eget Nordeuropa i 800- tallet. Fantasy-elementet er et vilkår i historien, men der er ikke tale om High Fantasy, hvor der bekæmpes orker og drager. I det hele taget hører man ikke meget til det fantastiske og magien, for det er omgærdet med mystik og delvis frygt. Eksempelvis har Torn hørt om elverne, der i de ældste tider byggede byer og borge, men disse byer ligger nu hen som uhyggelige ruinhober fra en svunden tid. Magien er en præmis, men ikke gennemsyrende for historien.
Joe Abercrombies vikingefortælling skiller sig ud ved at have sin egen mytologiske baggrund. Det er ikke asatro eller noget, der minder om den, men snarere en blanding af naturreligion og polyteistisk mytologi, hvor elementerne behandles med ærefrygt. Det ses eksempelvis, når skibet Søndenvinden drager ud over Moder Hav, hvis gode vilje vil følge skib og besætning. Det er den slags gennemtænkte detaljer, jeg falder for. Abercrombie falder ikke i actionfælden, hvor Torn Bathu skal møde det ene sære væsen efter det andet. Historiens drivkraft ligger i det komplekse plot, der samtidig danner rammen om Torns dannelsesrejse fra pige til dreven kriger.
Jeg benyttede lejligheden til at høre bogens forgænger på Mofibo indlæst på engelsk. Det kan umiddelbart godt anbefales, men jeg ikke færdig med den endnu.
“Den halve verden” er bogen for de unge mennesker, der holder af at blive fastholdt af lange fortællinger og leve sig ind i mytologi, geografi og persongalleri. Bogen er for både drenge og piger, og Torn vil som stærk, snarrådig pige især vække interesse hos de mere læsevante piger. Jeg har allerede et par reservationer på bogen i min ottende klasse. Er man til fantasi som “Game of Thrones” eller måske til “Vikings”, så skal bogen læses, for i ”Den halve verden” bevæger man sig ind i en helstøbt fortælling.
Joe Abercrombie
Info om bogen på Gyldendals hjemmeside – med læseprøve