Hjertet er 1 organ

‣ Forfatter: Sarah Engell

‣ Forlag: Carlsen

‣ Udgivelsesår: 2016

‣ Pris: 199,95

‣ Målgruppe:15+

‣ Sidetal: 408

‣ ISBN: 9788711563175

Adrenalinen pulserer indeni, og jeg holder det skarpe barberblad mod huden og laver 1 hårdt snit. Endelig. Kødet åbner sig i 1 rød bane, og jeg tømmer lungerne i 1 tavst hvirvlende tåge.
Fuckin 8 timer holdt jeg. Så snart klokken ringer ud efter sidste time, blusser de forbudte tanker op.
Jeg venter på stilheden, men der skal mere til, og jeg trykker barberbladet dybere ind i mig selv, tværs gennem hårfollikler, lymfekar og svedkirtler
. (s.7)

Sarah Engell fik sit helt store gennembrud som en af ungdomslitteraturens allervæsentligste forfattere med den barske, (brutal)realistiske og overordentlig væsentlige ”21 måder at dø” om venskab, (digital) mobning og kærlighed.

Som forfatter skriver Sarah Engell også her i “Hjertet er 1 organ” råt og med både indsigt og med en kirurgisk (!) sproglig præcision og tæft. Intet overflødigt kommer med. Selvom romanen er særdeles letlæst, lefles der ikke for den unge læser med påtaget ungdomssprog, og selve plottet bliver ikke gjort mere spiseligt for læseren, selv ikke når det ser allerværst ud for jeg-fortælleren, den 17årige højintelligente gymnasiepige Lucca.

Som i “21 måder at dø” er det også her i “Hjertet er 1 organ” særdeles tunge eksistentielle emner, forfatteren tager op. Det gør hun med stor indlevelse og troværdighed. Her tales hverken ned til eller henover hovedet på de unge. Her skrives i et sprog, der er ligeværdigt, præcist og direkte om Lucca og hendes liv og jagt på selvkontrol med selvskadende adfærd med alt fra cutting til matematisk tilfældigt udvalgt sex, af Lucca kaldet “talsex”.

Før romanen begynder var indviklede regler, matematisk logik, kortspil og kast med terninger nok for Lucca; men det er det ikke længere. Lucca prøver at befri sig gennem smerte, cutting, sex med matematisk udvalgte partnere som medfører skam og som dermed i en cirkelbevægelse skaber yderligere behov for smerte. Ikke kun i form af fysisk smerte, men også som følge af forskellige former for straf Lucca påfører sig selv og hvor hun ydmyger sig selv og lader tilfældighederne, i form af terningerne, råde.

Matematik, især primtal, betyder så meget for Lucca, så meget at hun ligefrem tænker i tal. Dette illustreres i romanen, ved at Sarah Engell lader Luccas sprog blive influeret af tal og matematik. Alle talord skrives, som et litterært benspænd til læseren, konsekvent med tal frem for bogstaver, og er der særlige voldsomme følelser i spil fremhæver Lucca det til anden potens. Denne brug af matematik og matematiske logaritmer bringer tankerne hen på Ronnie Andersens ungdomsromaner, der jo alle styres af en eller anden udefrakommende logik. Her tænker jeg især på “6” med dens matematiske udforskning af 6-tallet og sex, og på “Akavet” med dens opbremsning af læserens læseflow med ændret læseretning og gennem at alle mærkevarers logo skrives ud.

Her i “Hjertet er 1 organ” møder Lucca i starten 19årige Xu, pigen fra kiosken 7 11 på Hovedbanen, og herfra vil Luccas mange hemmeligheder ikke længere makke ret. Hun forelsker sig i XU, og da kærlighed jo trodser alle regler og primtal, begynder Lucca en lang og sej kamp med sig selv for at komme væk fra dén pige, der har 5 bogstaver i sit navn, hvor 5 er 1 primtal.

Luccas arkitektfar og hendes mor er henvist til at være tilskuere til datterens slagsmål med sig selv. Hvad de ved om datterens situation, lader Sarah Engell står hen i det uvisse, men i romanen fremstiller hun to troværdige og fortvivlede voksne, som forgæves forsøger at forstå hvad der sker med datteren, for Lucca vil gerne hjælpes af dem. For: ”1 provokerende datter = 1 grædefærdig datter”. Begge er de fuldstændigt uvidende om, at Luccas selvskadende aktiviteter begyndte ved en gay-pride parade, hvor faderen slår hånden af farbroren, Frank, der springer ud som bøsse. Lucca var 13 år dengang, men misforståelsen har fået lov til at bestå. Noget man som læser godt kan forstå, når man har været med på Luccas rejse mod at komme overens med sig selv som lesbisk.

På trods af at Sarah Engell indledningsvis takker så fredelige jydske steder som, Hald Hovedgaard og Klitgården ved Skagen for skriveophold, så er der ikke meget jydsk over ”Hjerte er 1 organ”. Der er tale om en vaskeægte københavnerroman med sidespring helt ud til Sorgenfri, hvor faderens hotel ligger. København er som by en aktiv medspiller i romanen, fra Hovedbanen, Vesterbro til Christianshavns Kanal og Tømmergraven, hvor husbåden Tjang ligger og vugger på bølgerne, til diverse klubber og natbarer hvor der drikkes tæt, ryges joints og danses burlesque. Hverken Xu, Lucca med hendes OCD lignende symptomer, eller det øvrige persongalleri i romanen, passer lige ind i et Danmark domineret af konkurrencestat og fremdriftsreform. Til gengæld får læseren et indblik i en anderledes, ikke mainstream, verden, hvor Lucca forsøger at finde en identitet og komme så langt, at hun med TV2 kan ”kysse det satans liv” og finde sin egen vej gennem livet efter at Xu er forsvundet til New York.

”Hjertet er 1 organ” anbefales på det varmeste til alle der vil have et indblik i – og komme under huden på (!) et liv fyldt med selvskadende adfærd – det gælder både i skolens allerældste klasser, i gymnasiet og i fritiden – og for de voksne der omgås unge. Fra mit arbejde på Danmarks største læreruddannelse ved jeg, at Lucca desværre ikke er et enkeltstående tilfælde eller er karikeret fremstillet i romanen. Det gør ondt at læse bogen – for vi får som læsere lov til at lide og føle med Lucca, når hun stikker den største kanyle gennem brystvorten, ydmyger sig seksuelt, eller skærer sig dybt i huden med barberbladet. Lucca lader ikke læseren tilbage i upåvirket tilstand. Sarah Engell fortæller selv, at ”netop når man tør skrive råt, tror jeg, at man nemmere kan vinde sig vej til de unges hjerter. På den måde kan ungdomsbøgerne medvirke til at forvandle smerten, grusomheden og det meningsløse i tilværelsen, så det er nemmere at håndtere.” Jeg tror, hun har ret.

Selvom titlen er ”Hjertet er 1 organ” og Bogbotten normalt ikke giver sig af med at uddele hverken stjerner eller hjerter – så lad denne anmelder hviske, at denne her roman fortjener hele 6 hjerter hvis ellers ”Hjernen er 1 organ” der kan rumme Luccas fortælling.

http://sarahengell.dk
http://www.carlsen.dk/

Anmeldelsen er skrevet af Søren Fanø

Søren Fanø (1950-2022) Søren var oprindeligt uddannet lærer, cand.pæd. og Master i børnelitteratur og tidligere lektor i dansk ved VIA UC. Han interesserede sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år og var forfatter til både bøger og artikler om denne. Han var tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Var særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen, og som kræver formidling og havde en særlig svaghed for billedfortællinger i alle afskygninger.