“Weekenden starter med, at jeg siger ‘skrid’ til to piger med brune fletninger.
Det er sent fredag eftermiddag. De står på vores trappe og forklarer, at de lige er flyttet til Farum og ind i huset ved siden af. Måske er vi på samme alder, måske er de lidt ældre end mig, jeg ved det ikke. Men de siger, at de hedder Katinka og Molly og elsker dans og karate helt uden at jeg har spurgt.
‘Skrid,’ siger jeg én gang til efter det med karate. ‘Fuck af med jer’.
Ellinor er udfordret! Hun slæber rundt på masser af vrede og frustrationer, der eksploderer ud af hende, når hun føler sig presset. I skolen kyler hun rundt med kopper med (lunken) te, blyanter og hvad der ellers lige er ved hånden, når andre forsøger at kommunikere med hende.
Forholdet til faren er elendigt. Han, en distræt professor, vier i lange perioder al sin tid til sit arbejde. Det er som om de to glider længere og længere væk fra hinanden, og får svære og svære ved at kommunikere. At moren døde, da Ellinor var fire år, gør kun ondt værre.
Der er kun én i hele verden, der rigtig forstår Ellinor, og det er hendes undulat Pipper. Og det er Pipper, der bliver hele bogens omdrejningspunkt. For selv om undulater i gennemsnit lever fem til otte år, dør Ellinors undulater spøjst nok efter ét. Og nu er der gået et år, og Pipper skal dø. Ellinor beder en bøn til Gud om, at han må tage godt imod Pipper og sørge for, at fuglen kan være sammen med den første, anden, tredje og fjerde Pipper i himlen.
Gud hører Ellinors bøn, og sender en engel, Cookie, med de utroligt små vinger, ned på jorden for at hjælpe Pipper afsted. Umiddelbart en enkel opgave for en engel, men det viser sig at være sværere end som så, for udfordringer er der mange af. For det første har Cookie kun seks timer til at klare en dødetransport (Guds regel). For det andet ligger vejen til Himmerige helt ovre i Esbjerg, og Cookie har intet transportmiddel. Og for det tredje, og den største udfordring af alle: Pipper er slet ikke død endnu.
Ellinor tager med Cookie mod Esbjerg for at tage afsked med Pipper. Undervejs møder de den ene fantastiske karakter efter den anden. Fx den 89-årige Ketty med demens, der er stukket af fra plejehjemmet for at finde sin søn Erik. Eller den unge buschauffør der, for at holde en pause og lytte til et radioprogram om sølvfisk, fingerer en punktering, og derved skaber ekstra arbejde for Cookie, der har øjnet muligheden for et lift, hvis bare han kan skaffe et nyt hjul til bussen.
“ALT for Pipper Villumsen” er en vanvittig sjov og skør roadmovie-roman, der på mange måder minder om Louis Jensens “Skelettet på hjul”. Begge tager udgangspunkt i en mission for det elskede kæledyr og har et persongalleri, der bare tigger om at blive analyseret. For inde bag alle de ekstreme karaktertræk findes der selvfølgelig nogle sarte menneskelige følelser som ensomhed, usikkerhed og sorg, der skal bringes frem i lyset.
Flowet i historien er intenst. Sætningerne er ikke nødvendigvis lange, men Mette Eike Neerlin formår at fylde dem med skarpe replikker og masser af handling og tanker. Alt i alt en meget velskrevet bog.
“Alt for Pipper Villumsen” egner sig i allerhøjeste grad som værklæsning på mellemtrinnet. Jeg kunne godt finde på at købe et klassesæt til udlån på min skole. Jeg er sikker på, at man skal være ude i rigtig god tid, hvis man vil låne den på CFU.
Andre velegnede bøger til danskundervisningen på mellemtrinnet:
