Dette er et værk. Et hovedværk. Et kraftværk. Et mesterværk. Der er ikke mindre end 18500 hestekræfter under hjelmen på Jakob Martin Strids fantastiske bus, der kører 100.000 km til landet Balanka. Det er nødvendigt, for der er liv på spil, og hvor der er vilje, er der vej, vovemod og venskab i “Den fantastiske bus”.
Denne bog har været 15 år undervejs. Det kan synes af lang tid. Det er lang tid. Men når man ser bogen, dens omfang, dens illustrationer, dens helhed, så forstår man hvorfor. Det er på alle måder en stor bog. Den vejer over 2,5 kg. (Ja, jeg har vejet den), og den måler 38*30 cm. Den fylder på bordet, og den fylder i bevidstheden efter endt læsning.
Når man ser forsiden, er der lagt op til fest og farver, når alle dyrene i bogen hjælpes med at udstyre bussen med klaver, potteplanter, trommesæt og de uundværlige plysterninger i bakspejlet. Derudover er den som standard udstyret med puderum, bibliotek og plasma-Puls Generator. Og den er naturligvis en autentisk JMS. Tjek selv motorhjelmen.
Tankerne falder med det samme på Mimbo Jimbo- universet, men der tager man fejl. Allerede på side 6 ser vi fru Friby sætte offerlamper i vandet for at hendes søn, lille Timo, skal blive rask, og i storbyen Ahnstarr City er alt langt fra idyl.
Der findes safranliljer mod øst
Historien fortælles af jeg-fortælleren Tako, der vil fortælle, hvordan dyrene byggede den fantastiske bus og kom til det lykkelige land Balanka. Tako er som fortæller ret anonym, men det er ham, der holder trådene samlet, og det er nødvendigt, når man skal køre langt. Tako bor sammen med resten af det farverige dyregalleri i en slags slumby af hjemmelavede huse nede ved havnen i Ahnstarr City, men husene skal rives ned, og ”de” er allerede i gang.
Hver dag kommer lægen Dion og undersøger lille Timo, hvis tilstand forværres dag for dag, og Dion fastslår, at Timo er blevet syg af den forurenede luft i byen. Timos adoptivmor, fru Friby er overbevist om, at der findes en bestemt blomst, en safranlilje, der kan helbrede Timo, og hun ønsker brændende at rejse ud for at finde den. Tiden er knap. Rundt omkring bor løven Tolstoj, hundene Charlie og Lucas og den grønne kat, Spir, der engang faldt ned i noget radioaktivt slim. Hunden Lucas er tidligere pilot, men nu er han meget gammel og meget ofte fuld. Han kan kun se magtesløst til, da også hans hus jævnes med jorden. Alt peger i retning af, at dyrene skal rejse væk, og rammen er sat for en fortælling, hvor meget er på spil.
I en gammel hal, der til forveksling ligner B&W’s hal på Refshaleøen i København, finder Tako, løven Tolstoj, Charlie og Spir to gamle Phantom-8 krystal jetmotorer. Dette fund giver anledning til, at Tolstoj åbner op for sin historie om et kolossalt luftskib, der forliste, og hvordan han lærte hunden Lucas at kende, og hvordan han mistede sin ven, den geniale ged, Pierre. Sammen havde de opdaget den utrolige safranlilje, der blomstrer ved de rette toner, og som har usædvanlige helbredende kræfter. Geden Pierre var overbevist om, at der måtte findes mange liljer mod øst, for man kunne måle spor af dem i luften.
Handlingen er kompleks, men det korte og det lange er, at dyrene sammen finder ud af at bygge en bus, der er så stor, at alle kan komme med til Balanka med ren luft og safranliljer. Det ligger henved 100.000 km. væk, og man skal krydse Van Der Riot- grænsen og Broen til Nordpolen for at komme dertil. Her må alle bussen fire motorer i brug.
Jakob Martin Strid tager alt det bedste fra sit forfatterskab og samler det i “Den fantastiske bus”. Hvis man kan tale om svendestykke hos en forfatter med et i forvejen omfattende forfatterskab bag sig, så er dette svendestykke bestået efter alle skrivekunstens regler. Det er et fantasifestfyrværkeri, der runder bog-året 2023 af, og der var en anseelig opmærksomhed omkring bogen på Bogforum i november. Den fylder også godt i bogskabet.
Historien kører i mange retninger, men der holdes en stabil kurs hele vejen, og vi er på det vildeste roadtrip, børnelitteraturen længe har set. Vi runder 200 siders gennemillustreret powerfortælling for læsere fra 5 år og opefter. De mindste børn bør vente. Historiens handling og indhold er for komplekst. Til gengæld har de små så meget desto mere at glæde sig til, når man senere kan hive Den fantastiske bus ned fra hylden, og sige: ”Så, min ven, så skal du den ondelyneme få historie.”
Når vejstøvet lægger sig til sidst, kan man allerbagerst finde bogens dyr fordybet i andre bøger af Jakob Martin Strid. Godt og uselvisk guidet af vores alle sammen yndlingstapir, der, selvom han ikke en gang er med i “Den fantastiske bus”, alligevel får det sidste ord. Han havde formentlig heller ikke accepteret andet.
