Helt til sidst på listen, nummer 10 (som er mit lykketal, selvom jeg ikke tænker over det på det tidspunkt.) Lige der står mit navn. Og nej, hun mener ikke én fra parallelklassen. For jeg hedder Trisha, og det er der næsten ingen andre, der gør. I hvert fald ikke nogen, vi kender.

Det er allerede på side 14, at det afgørende plot bliver præsenteret: Trisha finder i sin søsters ikke-afleverede biblioteksbog en liste over ”Ting jeg hader”. Søsteren, der var lidt ældre end Trisha, er død. Hun cyklede hjemmefra en dag, faldt på cyklen og overlevede ikke. Nu skal familien prøve at finde ud af at leve uden hende.

Det er her, Trisha gør sine overvejelser over søsterens hade-liste. Den består af mange og forskellige hade-ting: Cupcakes, smiley, farvel, stand-up, Pongo (et marsvin, der ikke er særligt sødt), designercykelhjelme, Nivea, nej-hat og så endelig, til sidst står der ”Trisha”.

Bogen består af Trishas søgen efter søsterens tanker om hade-listen. Der er mange refleksioner over disse:

De første designercykelhjelme, som de kom til at hedde, lignede hatte. Og ikke så længe efter det, kom der alle mulige andre forsøg, som lignede alt muligt andet også. Men de første lignede hatte, og det hjælper ikke spor på den form, hovedet tager. Hat eller ej, man ligner en idiot.

Naturligvis burde søsteren have brugt sin cykelhjelm. Men Trisha bebrejder ikke søsterens valg. Hun søger tværtimod at komme overens med søsteren, der var en kompleks person, som tog sine kampe og stod på mål for sine synspunkter.

Stemmen i fortællingen ligger fint hos den ca. 12-årige Trisha. Man tror på den, og den har sit eget liv. Det er ikke de sørgende forældre, der får ordet, det er Trisha. Hun er ukuelig, men hun har også store opgaver. Eksempelvis skal hun aflevere søsterens skolebøger til lærere, der bryder sammen i gråd, når de får bøgerne i hånden. Og hun skal også tage stilling til, hvor asken skal spredes. Det er svære valg. Men Trisha skal nok klare sig. For hun har sin søster med sig – også når asken er spredt.

Omslaget til bogen er helt utroligt dårligt dækkende for indholdet: Orange baggrund med en sort skygge og nogle hvide måger, der flyver i mønster. Det er altså ikke særligt tillokkende at tage fat i den bog på biblioteket.

“Tæl til ti” er en bog, man kan læse i skolen, hvis man vil diskutere nogle af de store spørgsmål med sine elever. Hvad kan man hade? Hvordan reagerer man, når nogen dør? Hvordan kommer man gennem en stor sorg? Kan man lave lister over det, man hader? Bogen er fortalt med en stor ro og uden gråd i stemmen – det er kun læseren, der får våde øjne gennem læsningen.

Stine Haynes
Carlsen
Læseprøve
Stine Haynes om at skrive “Tæl til ti”